Tour de Trail’s

Hvad gør man, hvis ens søde kæreste siger at hun tager den mindste med i Legoland, og synes at man skal køre sig en tur på MTB’en? Man tænker straks: Hvor skal jeg hen? Det svære valg stod så i mellem nogle af mine favoritspor, inden for køreafstand, nemlig Blåbjerg, Bordrup og Grusgraven ved Varde. Det var et svært valg, men det gik lige så stille op for mig, at jeg jo altså havde hele dagen til formålet, og mit valg blev så, at jeg ville køre alle 3 spor.

Så da pigerne var taget afsted til Legoland, blev tøjet hurtigt monteret, cyklen sat på bilen, en hurtig madpakke gjort klar og det sidste grej og ekstra tøj læsset. Nåede lige at sige godmorgen til teenageren, som stod op kl. 9:30…Afsted det gik med kurs mod Bordrup, som skulle være dagens første spor.

Velankommet til Bordrup, og P-pladsen ved sporets start, kunne jeg konstatere at min frygt om at der var mange mennesker (det er Store Bededag), var fuldstædig ubegrundet, for der holdte 3 biler på parkeringspladsen. Jeg var hurtigt klar til afgang, og det gik derud af. Valgte at køre det sorte spor, som har en del sløjfer, alle med mere eller mindre tekniske udfordringer på. Skoven er typisk klitplantage med skovfyr og gran, og bunden er sandet. Sporet var stort set perfekt, lidt løst i sving m.m., men ellers bare super. Der er nogle superstejle og lidt tekniske opkørsler, og nogle fede drops, kicks, masser af rødder og andet godt. Bjørnen er altid en god udfordring, da man føler det bliver ved med at gå op ad, især når man har passeret det fede drop, på vej op. Jeg trackede turen rundt til 9 km, med 128 højdemeter (sidstnævnte med et gran salt da det er målt på Fenix 3HR). Cyklen kom bag på bilen igen, og jeg vendte snuden mod Blåbjerg.

P-Pladsen ved Blåbjerg var også stort set tom, bortset fra en 5-6 biler, og kun et par stykker med den afslørende cykelholder. Det tegnede godt. Igen hurtigt på cyklen, og klar til turen. Valgte igen det sorte spor, og her blev jeg virkelig udfordret, men masser af fede features. Kørte det hele, undtagen en lille passage som ligger tæt på Rævebjerget. Selve opkørslen af Rævebjerget (bliver kaldt “Pustebakken” i min klub…), bliver aldrig en favorit, og at man skal op to gange er ikke noget der passer mig særligt godt. Men når regningen op ad er betalt, er der til gengæld to super fede nedkørsler, den ene meget flowy, den anden lidt mere teknisk, men begge funker fint, og giver brede smil. Efter runden på den sorte, synes jeg ikke helt jeg havde fået nok af Blåbjerg, og snuppede også en tur på den grønne, som er kort, og følger den sorte noget af vejen. Her trackede jeg turen samlet til 11,8 km og ca. 226 højdemeter (igen med forbehold). Da cyklen var sat på bilen, valgte jeg et bord ved P-pladsen, hvor jeg spiste min madpakke, og også lige snakkede med en af de lokale drenge. Så var jeg klar til at køre mod dagens sidste spor: Grusgraven ved Varde.

Ved Grusgraven var der heller ikke ret mange mennesker. 4-5 biler og her var alle med cykelholder. Netop den P-plads som ligger ud til Ribevej, bliver brugt primært af MTB’ere. Madpakken havde givet lidt ekstra nødvendig energi til benene, og jeg var hurtigt klar til dagens sidste spor. Jeg har kørt dette spor mange gange før, og kender det meget bedre end de to førnævnte. Så jeg valgte at varme op med det orange spor, som er en flowspor, uden de vilde tekniske passager. Det var en god idé, og jeg var hurtigt tilbage på P-pladsen, og klar til den sorte. Sporet havde fået frisk grus, som ikke var kørt helt til endnu, så det var lidt tungt og løst, men virkede ellers som vanligt meget fint. Den sorte i Varde byder på mange fede tekniske features, bl.a. nogle rockgardens, og dem finder man både op og ned ad. Der er også mulighed for at få luft under hjulene her, og alt var som det plejer. Der er lavet lidt om på linjeføringen af sort/orange, da der var et par passager på den orange, som var i sort kategori, og det har gjort den del kortere, men til gengæld er der endnu mere sjov i den sorte. Kørte alt, og var heldig at komme helt op på de opadgående rockgardens, og komme ned i hel tilstand på de par stykker som går ned. De to spor blev samlet tracket til 12,3 km og ca. 172 højdemeter. Dagens mission var udført, og jeg var glad i låget, og en anelse træt, men ikke mere end efter en normal tur.

Nogle vil nok tænke at det er for vildt at tage alene afsted. Men før og efter hver tur, fik min kæreste en SMS. Hvor jeg var, og hvor længe jeg forventede det ville tage. Har også sat tracking op på min GPS, som snakker sammen med min tlf., og sender løbende lokationer afsted. Jeg kører KUN noget jeg ved jeg kan køre, og hvis det bliver for teknisk/farligt, står jeg af eller kører chicken run. Til gengæld er sådan en tur alene balsam for sjælen. Jeg elsker at være sammen med andre, men ind i mellem er det GULD værd med lidt one-on-one med cyklen, og kun tænke på det næste sving.

Ovenstående er blot en idé, til hvad du kan lave når der er alenetid. Måske har du nogle andre spor i din baghave. Måske kan du cykle mellem dem og lave en tur ud af det. Måske vil din cykelkammerat med? Mulighederne er mange, lektien er at vi skal være gode til at gribe dem. Jeg skal i hvert fald – måske det også gælder for dig?

Vi ses på sporet!

/M.

Troy Lee Design A2 MTB hjelm [TEST]

Efter knap halvandet år med min ellers trofaste POC Trabec Race (MIPS), synes jeg at det var tid til at prøve noget nyt. Jeg har været glad og tilfreds med Trabec, som jeg har skrevet indlæg om ved tidligere lejlighed. Jeg stod også foran min tur til Malaga, og det var derfor oplagt at have den nye hjelm med. Hvad skulle det så være for en denne gang? Beskyttelsen skulle minimum være den samme som Trabec, hvilket betyder at hjelmen skal gå godt ned på baghovedet, have MIPS og sidde godt. Komfort er vigtig, for det betyder at man ikke begynder at løsne på stropper eller andet, og at hjelmen dermed sidder hvor den skal – for ellers går en del af beskyttelsen også fløjten. Jeg gik lidt på research, og efter at have været i tænkeboks i noget tid, faldt valget på en Troy Lee Design A2 hjelm. Hjelmen blev bestilt hos Cool MTB, og kort efter kom pakken og jeg var klar til Spanien.

Første indtryk af hjelmen er meget positivt. Det er sgu en flot hjelm, knald på farverne, og min teenage søn mente at den skulle hedde Lightning McQueen…. Størrelsen skulle passe til mit omfangsrige hoved, så det er en XL/2X, da jeg måler omkring 60,5 cm. rundt om skallen, i nyklippet version. Remmene er solide og nemme at tilpasse, der er det sædvanlige klikspænde som virker som det skal, og i nakken kan man ment tilpasse og stramme / løsne hvor tæt man ønsker den skal sidde der. En ting som springer lidt i øjnene, og som mærkes med det samme, er at polstringen inden i hjelmen har lidt mere volumen end jeg før har set, og det betyder bare at den føles endnu bedre at have på. A2 er en videreudvikling af firmaets A1. Den største forskel er at der er 25 % mere ventilation, og det er en af grundene til mit valg, da jeg godt kan lide at varmen også kommer væk fra hovedet. Hjelmen har mere volumen end en traditionel XC hjelm, og fylder noget på hovedet. Da jeg kommer fra Trabec’en, er det ikke noget jeg ligger mærke til – men kommer du fra en mere raceorienteret hjelm, vil du helt sikkert lige skulle vænne dig til det, men sådan er det mere flere skifte på udstyr, og noget som man i min verden hurtigt gør.

På sporet:

Min første rigtige tur, var min dag 1 i Malaga. Her var der omkring 18-20 grader varmt, og solen stod højt på himlen. Noget anerledes end de minus 2 der var i DK, da jeg fløj sydpå dagen forinden. Her fik jeg rigtig lov at teste. For der blev både kørt op, med masser af højdemeter og dermed et hoved som skulle ventileres, og når det gik ned, var underlaget udfordrerne, og med masser af sten og rødder, som blev absorberet af krop og dæmpere på cykel. Her var jeg solgt med det samme. Hjelmen har en virkelig god ventilation, og sørger for at varmen kommer væk. Det er både pga. åbningerne foran og i siden, men også fordi at der er tænkt over at luften både skal ind og ud, og at der dermed også er store ventilations åbninger ved baghovedet. Virker super. En anden ting som er vigtig, når man har nok at gøre med at få sig selv og cykel sikkert over et udfordrerne og bumpy underlag, er at hjelmen sidder hvor den skal. Og bliver der. Det gør den også . Vægten er tæt på de 400 gram, og dermed er det ikke en letvægter som hjelm, men ok for typen. Men den føles ikke tung, og balancen er rigtig god. Skyggen kan justeres lidt efter behov, men ikke noget jeg piller meget ved, når først den sidder som jeg synes den skal. En ting som jeg lige bed mærke i efter de første 2 dage i Spanien, var at der ikke var de sædvanlige trykmærker i hovedbunden. Så den gode polstring er ikke kun til pynt.

Jeg har også haft mulighed for at teste i DK, her i februar / marts måned, og har kørt et par ture, på samlet set 5 timer med den. Her har jeg haft hjelmhue på, og bortset fra en lille justering i nakken, sidder den også bare lige i skabet med den på. Her er oplevelsen også kun positiv.

Ting som kunne være bedre?

Umiddelbart er den en super fed hjelm. De ting som jeg ønsker er bedre, er ikke unikt for denne hjelm, men nok mere noget som har irriteret mig ved de hjelme jeg har haft til nu. Den måde som hageremmen justeres på er altså lidt tricky. Det overskydende strop, som i mit tilfælde er meget, sidder i vejen, og klipper man det af, har man et par ender, som jeg frygter vil trevle. Måske det kan klares med lidt varme, så den smelter sammen, i hvert fald noget jeg skal arbejde med. En anden ting er omkring volumen. Når man er i denne type hjelm, og man som jeg har et stort hoved, fylder de godt i landskabet. Det er selvfølgelig også fordi at det kræver noget EPS at give sikkerhed – så når / hvis man kan opnå den samme beskyttelseseffekt med en mindre volumen, er jeg på. Ville også have ønsket at der var insektnet som standard på hjelme i den prisklasse, havde et par situationer, hvor jeg kastede ankeret, og flåede hjelmen af, for at finde ud af hvilket dyr der kriblede rundt i mit sparsomme hår….

Konklusionen:

Det er en fed hjelm. Jeg er glad for den. Den har de elementer som skal til for at give en ekstra sikkerhed, noget som jeg gerne betaler lidt ekstra for. Farven er fed, og er man ikke til de vilde farver, er der mange andre at vælge i mellem i programmet. Prisen er rimelig i forhold til kvalitet og ydelse, selv om den med sine DKK 1.399,- er i den høje ende, uden dog at sprænge rammerne. Kan kun anbefale den, men som alt andet: Prøv den først,  og vælg en anden hvis den ikke sidder helt som du ønsker det. Det er uanset om det er denne, eller andre modeller – en hjelm skal man ikke gå på kompromis med. Købt hos Pia og Sune hos Cool MTB.

Har du spørgsmål til dette indlæg, så skriv til mig på Facebook.

Vi ses på sporet!

/M.

Solskin, tørre spor og gode udfordringer.

Rejseberetning fra MTB tur til Malaga i februar 2018.

gptempdownload-1

Den danske vinter er lang. Meget lang. Derfor kan man som MTB’er godt engang i mellem slippe drømmene fri, og tænke på tørre spor, høj solskin og ikke skulle tænke på ekstra tøjlag, store vinterhandsker og elefanthue. Jeg forsøger at sætte mig ud over længslen, og kommer jævnligt afsted, i regn, sne og mudder. Men jeg skal også være komplet ærlig og sige at min favorittid på året er forår eller sommerdage, med optørring, lunt vejr og lys i stedet for mørke. Det tog mig derfor ikke mange sekunder at sige ja tak, da Martin Nørris fra MTB Harzen forslog mig at tage nogle dage i Malaga, så jeg kunne se hvad han er i gang med dernede. Jeg fik hurtigt booket en flybillet til uge 8/2018. Der går fly fra Billund, Aarhus, Aalborg og København (kan være forskellige dage i ugen), og billetter fås fra ca. 1.200,- til 2.500,- alt efter selskab. HUSK at man som MTB’er har meget svært ved at få plads til det hele i håndbagagen, så jeg vil anbefale at booke indtjekket bagage. Jeg fløj med Primera Air fra Billund, med afgang kl. 16:10 tirsdag og hjemkomst 14:45 fredag. Normalt vil turen vare til og med lørdag, så man også har en cykeldag fredag, men jeg havde en stram bagkant, og valgte derfor kun at være med de to dage.

Travel light, freeze at night.

Dagen for afrejsen oprandt, og på trods af nogle hektiske timer med at få mit arbejde klaret inden turen, lykkedes det mig at få pakket dagen inden, og komme med flyet til tiden. Kufferten var proppet godt til, da jeg havde valgt selv at tage alt udstyr med hjemmefra. Havde en fin ny hjelm fra Troy Lee Design som skulle testes fra turen, og jeg havde også opgraderet mit sikkerhedsudstyr med et par albuebeskyttere fra iXS, som lige som hjelmen også blev bestilt fra Cool MTB. Havde så selv rygbeskytter, knæ- og albuebeskyttere, hjelm, briller, mine egne pedaler, Five Ten sko, Garmin GPS, Camelbak Mule, handsker og alt det normale cykeltøj med. Kørte i kort baggy med bibs inden under, og langærmet jersey med svedundertrøje under, og det viste sig som værende et perfekt valg. Kan med fordel suppleres med en god vindjakke, da vinden kan være hård, og der er stor temperaturforskel fra området ved stranden, og op til de tyndere luftlag i Mijas. Jeg havde dog ikke min i brug, men det er et spørgsmål om hvordan man har det med varme, og her der der jo en grund til at der er lavet dual aircon i de fleste biler i dag 😊.

Jeg landede ca. 19:30 tirsdag aften i Malaga lufthavn, og vi havde forinden aftalt at Martin hentede mig der kl. 20. Det passede perfekt, for inden man får bagagen udleveret, og har fundet udgangen, er der hurtigt gået en halv time. Afhentningsservice er faktisk en ydelse som er med i prisen, så længe man gør den inden for tidsrummet kl. 19 til 23 på tirsdage og lørdage mellem kl.  8 og 23. Super god idé da man ikke skal tænke på Taxi,Budgetog samtidig sparer i omegnen af 80 EUR, da prisen ligger mellem 40-50 EUR pr. vej, med de spanske taxi’er. Hvis du kommer uden for dette tidsrum og har brug for en taxi er anbefalingen at have adressen skrevet ud, så det er nemt at række chaufføren den, da det ikke er alle som forstår engelsk på solkysten. Turen til Finca’en hvor indkvarteringen sker, tager ca. 30 min, så det er nemt og hurtigt. På Finca’en bliver man indkvarteret i lejligheder, hvor der for de fleste vedkommendes er badeværelse i direkte tilknytning på de forskellige værelser, og der er køkkenfaciliteter, vaskemaskine og fælles morgenmad til rådighed. Der er aflåst cykelopbevaring, og værkstedsfaciliteter til at klare reparationer og samling af cykler som medbringes hjemmefra. Hvis du lejer cykel, bliver den sat op til dig (dæmpere/pedaler m.m.), og er således klar til sjov på sporene. Med mindre du har en trailcykel med minimum 120 mm. vandring selv, vil jeg anbefale at du lejer. Da jeg var afsted havde jeg en Tallboy til rådighed som er magen til min egen, og det gav lidt hjemmevant følelse, men jeg kunne også mærke at den var pænt presset, og derfor ville jeg uden videre booke en Hightower næste gang, som med 140 mm. har mere at gøre med, for terrænnet er særdeles udfordrene, og passer til sådan en cykel. De cykler som kan lejes er alle brugbare, og sat op til det. Der er sat ekstra beskyttelse på, og vil man finde ud af ikke bare er til pynt, når man rammer sporene. Hvis du har egen cykel med, så overvej tubeless set-up, da der er mange tjørne i området, og det vil spare dig for en punktering eller to. Dropperpost er i øvrigt i min optik et krav, hvis du igennem sporene i et stykke.

Første dag på sporene.

img_1623

Onsdag morgen vågnede vi op til en super flot himmel. Solen var på vej op, og selv om vinden var lidt til den hårde side, så det rigtig godt ud. Der er morgenmad kl. 8, hvor jeg møder de andre deltagere. Vi er en gruppe på 5 gæster til denne tur + Martin som står for det praktiske og vil guide os. De andre gæster har også tidligere været hos Martin i Harzen, og stemningen er både god og hyggelig, så det lover godt. Morgenbordet er godt og der er noget for enhver smag, og der er fokus på et vi skal ud og yde. Efter maden er det grejtid. Tøj og grej gøres klar, og cyklerne tjekkes. Kl. 9:30 bliver vi hentet af en shuttle bus, som har trailer med til cyklerne. Kort efter er vi på vej op i mod Mijas, hvor dagens tur starter. Solen har godt fat nu, og temperaturen på vej op. Vejrudsigten siger max 20 grader, og klart vejr hele dage – vinden stadig frisk. Oppe på toppen bliver cyklerne hurtigt taget af, og der uddeles madpakker som vi selv har med i rygsækken hver især. Kort efter er vi klar, og selvom vi jo nok mente at vi var kørt op, så begyndte dagens tur med en opkørsel. I Mijas ligner bjergene de andre jeg har set i det sydlige spanien fra ferier m.m. Tørre, stenede og med regnvandsrender fra de få, men nogle gange meget kraftige byger. I skyggen var der lidt køligt, men så snart solen var igennem, var det nu varmt. Efter noget tid, var vi klar til dagens første nedkørsel. Martin gennemgik nedkørslen bid for bid, og gav præcise informationer om hvor vi skulle være påpasselige. En del af sporet var tekniske singletrack, men der var enkelte meget svære passager, og her skulle alle af og trække igennem. Da jeg så dem forstod jeg hvorfor. Vi kom afsted nedad, og ind i mellem skulle jeg lige knibe mig selv i armen, for hold nu k…. hvor var det fedt. Flere steder var der panoramaudsigt, ud over vandet, og enkelte steder fik vi lige et glimt af Gibraltar. Sporet var udfordrene, og krævede hele tiden fuld opmærksomhed. Rødder, store sten, drops, switchbacks og andet godt – vi var hele udvalget igennem. Jeg havde på forhånd valgt at køre til den sikre side, så der var nogle passager, hvor jeg stod af, og andre hvor den sjovt nok fik gas, nogle gange er det at fornuften tager over, andre gange burde den havde gjort det. Nedkørslen var lang, udfordrene og sjov. Vi samlede løbende op, og snakkede de forskellige ting igennem. Heppede af hinanden, når vi fik taget en forhindring som var en personlig udfordring, og der var også tid til at fejlrette lidt, og give gode tips til hinanden – det er sådan en tur skal være! KaffestopGodt nede på vejen, besluttede vi os for at det ville være godt med en kop-tår-kaffe, og så gik det ned mod nærmeste by. Vi fandt en café og fik en forfriskning, kaffe eller vand. Vi havde jo nok bemærket at det var gået pænt ned ad mod byen, og så er det jo at det går op igen. Det gjorde det. Langt sejt træk, først lidt asfalt, så en ret stenet skovvej, som endte med singletrack op ad. Vi valgte en pause efter en times tid, hvor madpakkerne blev indtaget. Herefter op igen, grus, sten og flere stigninger. Havde i forhold til min ringe forberedelse og form ok ben, men de mange højdemeter hævnede sig senere. Godt oppe på toppen igen, og efter at have nydt endnu en fantastisk udsigt, gik det ned igen. Sporet var igen meget teknisk, men det meste kunne køres. Enkelte passager var så vilde at alle måtte af og gå – helt op til hundrede meter, så jeg fortrød ikke mit valg af Five Ten Freerider, som faktisk også er til at gå i. Måske lidt til den bløde side, og de mange skæve vinkler på sten / klipper, udfordrede også mine led til max. Vi endte dagens sidste nedkørsel på en asfalt vej, og herfra havde vi en 15-20 km hjem, og havde vel kørt ca. 20 km. hertil. Mine ben havde været meget udfordret på nedkørslen, da man hele tiden er i bevægelse, og den lange opkørsel havde gjort dem godt møre. Gruppen var generelt ved at være træt, så tempoet var tilpas hjemad, og vi besluttede os for at køre forbi lystbådehavnen, og bagefter til strandpromenaden for at få is. Vi var hjemme ved 17 tiden, godt trætte alle sammen. Vi spiste god mad nede i byen, og gik relativt tidligt til køjs, for at være friske til næste dag.

Dag 2 på sporene.img_1637

Torsdag var der lidt skyer på himlen, men vejrudsigten var god. Vinden havde lagt sig lidt, så efter det gode morgenbord og grejritualerne, var bussen igen klar til at køre os mod Mijas. I dag stod den på shuttle hele formiddagen, og vi skulle gerne nå 3 ture op inden middag. Første stop var på en næste nøgen top, hvor vi efter endnu en opkørsel, var klar til første nedkørsel. Det var igen teknisk, og ud over snørklet singletrack, var der her også nogle steder, hvor vi blev pænt udfordret. Vi kom alle godt ned, og fik snakket sporet igennem. Nogle af de ting vi kørte fik vores hjemlige rockgardens til at ligne en legeplads, og alt hvad vi kørte var naturlige spor/stier, som også blev brugt til vandring.

Dagens anden tur gik op til samme sted som vi startede onsdag. Var nedkørslen var en anden, og er kendt som SRAM’s testspor, hvor elementer som ”Brønden” krydrede det hele en smule. Da vi kørte nedad var oplevelsen igen et super spor, med masser af flow, masser af tekniske udfordringer, men også elementer som vi ikke kunne køre. Det var mere Enduro, og der var en grund til at en af dem hedder Brønden, for det var en ret dybt drop/hop, hvor landingen samtidig skulle klemmes ind i mellem de mange træer i skoven. Vi kom igen godt ned og fandt bussen.

Sidste shuttle tur op, endte på et nyt sted, og det var jo også en af de fede ting ved turen. Nogle spor lignede selvfølgelig hinanden lidt, men der var nye elementer på alle, og her fik vi igen vores sag for. Vi var et par stykker som var nede at smage på det spanske grus, men det var heldigvis nogle steder hvor vi faldt heldigt, og ikke fik slemme skader.

Godt nede på asfalten igen meldte kaffetørsten sig. Vi kørte ned mod byen, og fandt et kaffested. Igen super hyggeligt, og stemningen i vores gruppe var bare super, snakken gik på stort og småt. Efter kaffen cyklede vi videre, på en hjemtur, som var lang, og heldigvis krydret med noget super singletrack. Bakker, spor, tæt ”jungleagtig” skov/bevoksning og grus/stier. God kombi. Fandt ud af at tjørnebuskene havde lange tjørne, og vi fik alle gode rifter, jeg fik en flot en på snudeskaftet, og revet overlæben lidt i stykker. Ikke mere end at det selv stoppede, og det var en nem måde at få blodsmag på… Det var faktisk først da jeg kom hjem at jeg opdagede at det også var gået hårdt ud over læggene, og hvorfor de mere erfarne i gruppen valgte at køre med ”shins” til at beskytte skinnebenene. Sådan nogle har jeg også med næste gang.

Godt hjemme ved 16 tiden, og her var der bestilt massør til dem som ville det, og jeg måtte samtidig også sande at min del af cykelturen var slut, for dagen efter skulle jeg flyve kl. 11. Vi havde en hyggelig eftermiddag på terrassen, med nørdet cykelsnak og en kold eller cola, og fik om aftenen igen noget af det gode mad som Sydspanien kan byde på. 3 retter med øl/vin, sodavand og vand til ca. 35 EUR.  – det er både væsentligt bedre end i DK, og meget billigere. Hvad er bedre end at forkæle sig selv med noget god mad og drikke, efter en hård dag i sadlen.

Dagen efter spiste jeg morgenmad med gruppen, og tog derefter i lufthavnen, og de andre cyklede videre ud på de fede spor omkring Malage / Mijas.

Oplevelsen af Malaga som MTB destination er super positiv. Vejret er godt, og på den årstid er stedet ikke overrendt. Ude i bjergene mødte vi ikke ret mange, og dem vi mødte hilste pænt på. Martin har gjort sig umage i området, lige som han også gør i Harzen, for at finde de fede spor, og det er bare lykkes rigtig godt. Som et godt alternativ til skiferie, eller anden aktiv ferie, kan jeg kun anbefale sådan en tur. MTB Harzen har mange alternativer som du kan vælge i mellem, fra 3 til 6 cykeldage, mulighed for at tilmelde sig enkelte dage, hvis man er med familien i området, på ferie eller golftur, eller bor dernede. Indkvarteringen har høj standard, og der mangler ikke noget.  Så hvad venter du på?

Vi ses på sporet – også i Spanien!

/M.

ID tag til dit Garmin ur [TEST]

Sikkerhed er vigtigt når man dyrker en sport som MTB. En ting er at vi kan pakke os ind i gode hjelme og body armor, men det giver også god mening at have et navne “tag”, hundetegn eller hvad man nu skal kalde det. De sidste par år har jeg brugt et traditionelt armbånd med en stålplade med nødinfo, men nu har jeg fundet en smartere løsning.

Husk Navn/tlf på nærmeste pårørende.Jeg går dagligt med et Garmin Fenix 3HR ur, og har fundet en løsning, hvor stålpladen kan sættes direkte på urremmen, og man derved sparer et ekstra armbånd. Løsningen fandt jeg hos firmaet Road ID, og den blev købt via deres Webshop. Det er et amerikansk firma, og varen sendes derfor desværre fra US. Desværre fordi at prisen på 29,95 USD + fragt, ikke kommer under bagatelgrænsen, og Postnord derfor på vegne at Told & Skat, lige sendte en ekstra hilsen på DKK 200,-. Det gør det derfor til et dyrt bekendtskab.

Men Garmin Sidekick som produktet hedder er sgu lidt smart. Sparer et armbånd, sidder godt og generer ikke mig. Sidekick er en hel serie, og fås til forskellige sportsure og fitnesstrackere, og er således ikke begrænset til Garmin. Klar anbefaling herfra, hvis man kan acceptere den lidt høje pris, og en potentiel hilsen fra Told.

Vi ses på sporet!

/M.

May them flats be with you: test af Skywalker fra Sixpack Racing

Det er nok ikke en stor hemmelighed for jer der har fulgt med i noget tid, at jeg er glad for flats. Efter skiftet fra klik for snart 2,5 år siden, har jeg fundet mig selv på cyklen, lært teknik og fundet min selvtillid. I rigtig lang tid har jeg været stor fan af DMR Vault, som jeg stadig kan stå inde for, og som jeg har været super glad for at køre på. Men da min Scalpel blev stjålet i sommers, “fulgte” mine Vaults desværre med. En ny cykel blev købt, og til en start var jeg ikke i tvivl: der skulle Vault’s på igen, denne gang i en fræk orange farve, som passer fint til cyklen. Men heldigvis viste det sig svært at finde pedalen, i lige den farve, og jeg var nødt til at kontakte en specialist, og det var Sune fra Coolmtb.dk. Sune mente det var en nem operation, og han kunne godt skaffe pedalen, men han havde også et andet forslag. For han havde lige fået et nyt mærke i butikkens efterhånden omfattende sortiment, nemlig Sixpack Racing. Det havde jeg kun stødt på nogle få gange, og aldrig set et sæt pedaler fra dem. Sune havde nogle forskellige muligheder, og det endte med at han i al hast fik fat i et par Skywalker, som er Sixpack’s bud på en high-end pedal. Så det var med spænding at jeg ventede på pakken, og som sædvanlig leverede Sune & Pia til tiden, der er jeg endnu ikke blevet skuffet.

Pedalen kom i en lækker pakke, og har følgende features:

  • Lækker størrelse platform med 110×110 mm.
  • 15 mm tykkelse.
  • 378 gram for et sæt.
  • 8 forseglede kuglelejer pr. sæt
  • Gennemgående aksel.
  • Velplacerede pins med god kontakt.

I praksis virker den bare super godt. Jeg har testet den på en trail orienteret fully med 120/110 mm vandring og både på 27,5+ og 29’’ hjulsæt. Jeg har kørt dem med Five Ten Freerider i std version og i EPS udgave.

Størrelsen på platformen er lige i skabet. Pins er placeret hvor de skal være, og tykkelsen er passende uden at være slim. De er testet både på tekniske nedkørsler, på xc ture og snørklede singletracks med glatte rødder. Jeg føler jeg har god kontakt, der er god balance og en smooth feel både med høj og lav kadance.

Prisen er DKK 1.149,- for et sæt. Det er ikke billigt, men jeg synes at der er en god sammenhæng mellem pris, performance og kvalitet. Design og udvikling er tysk og de er produceret i EU.

Min konklusion er klar: en stor thumbs up og anbefaling herfra. Det er især til dig som har gjort op, at du er til flats, og gerne vil have nogle fra den øverste hylde. Du får fuld valuta og en super fed pedal i pakken her.

Opslaget er ikke sponsoreret. Jeg anbefaler produktet og www.coolmtb.dk fordi jeg er glad for pedalerne, og glad for service, sortiment og koncept hos Pia og Sune ved Coolmtb.

Vi ses på sporet!

/M.