Tour de Trail’s

Hvad gør man, hvis ens søde kæreste siger at hun tager den mindste med i Legoland, og synes at man skal køre sig en tur på MTB’en? Man tænker straks: Hvor skal jeg hen? Det svære valg stod så i mellem nogle af mine favoritspor, inden for køreafstand, nemlig Blåbjerg, Bordrup og Grusgraven ved Varde. Det var et svært valg, men det gik lige så stille op for mig, at jeg jo altså havde hele dagen til formålet, og mit valg blev så, at jeg ville køre alle 3 spor.

Så da pigerne var taget afsted til Legoland, blev tøjet hurtigt monteret, cyklen sat på bilen, en hurtig madpakke gjort klar og det sidste grej og ekstra tøj læsset. Nåede lige at sige godmorgen til teenageren, som stod op kl. 9:30…Afsted det gik med kurs mod Bordrup, som skulle være dagens første spor.

Velankommet til Bordrup, og P-pladsen ved sporets start, kunne jeg konstatere at min frygt om at der var mange mennesker (det er Store Bededag), var fuldstædig ubegrundet, for der holdte 3 biler på parkeringspladsen. Jeg var hurtigt klar til afgang, og det gik derud af. Valgte at køre det sorte spor, som har en del sløjfer, alle med mere eller mindre tekniske udfordringer på. Skoven er typisk klitplantage med skovfyr og gran, og bunden er sandet. Sporet var stort set perfekt, lidt løst i sving m.m., men ellers bare super. Der er nogle superstejle og lidt tekniske opkørsler, og nogle fede drops, kicks, masser af rødder og andet godt. Bjørnen er altid en god udfordring, da man føler det bliver ved med at gå op ad, især når man har passeret det fede drop, på vej op. Jeg trackede turen rundt til 9 km, med 128 højdemeter (sidstnævnte med et gran salt da det er målt på Fenix 3HR). Cyklen kom bag på bilen igen, og jeg vendte snuden mod Blåbjerg.

P-Pladsen ved Blåbjerg var også stort set tom, bortset fra en 5-6 biler, og kun et par stykker med den afslørende cykelholder. Det tegnede godt. Igen hurtigt på cyklen, og klar til turen. Valgte igen det sorte spor, og her blev jeg virkelig udfordret, men masser af fede features. Kørte det hele, undtagen en lille passage som ligger tæt på Rævebjerget. Selve opkørslen af Rævebjerget (bliver kaldt “Pustebakken” i min klub…), bliver aldrig en favorit, og at man skal op to gange er ikke noget der passer mig særligt godt. Men når regningen op ad er betalt, er der til gengæld to super fede nedkørsler, den ene meget flowy, den anden lidt mere teknisk, men begge funker fint, og giver brede smil. Efter runden på den sorte, synes jeg ikke helt jeg havde fået nok af Blåbjerg, og snuppede også en tur på den grønne, som er kort, og følger den sorte noget af vejen. Her trackede jeg turen samlet til 11,8 km og ca. 226 højdemeter (igen med forbehold). Da cyklen var sat på bilen, valgte jeg et bord ved P-pladsen, hvor jeg spiste min madpakke, og også lige snakkede med en af de lokale drenge. Så var jeg klar til at køre mod dagens sidste spor: Grusgraven ved Varde.

Ved Grusgraven var der heller ikke ret mange mennesker. 4-5 biler og her var alle med cykelholder. Netop den P-plads som ligger ud til Ribevej, bliver brugt primært af MTB’ere. Madpakken havde givet lidt ekstra nødvendig energi til benene, og jeg var hurtigt klar til dagens sidste spor. Jeg har kørt dette spor mange gange før, og kender det meget bedre end de to førnævnte. Så jeg valgte at varme op med det orange spor, som er en flowspor, uden de vilde tekniske passager. Det var en god idé, og jeg var hurtigt tilbage på P-pladsen, og klar til den sorte. Sporet havde fået frisk grus, som ikke var kørt helt til endnu, så det var lidt tungt og løst, men virkede ellers som vanligt meget fint. Den sorte i Varde byder på mange fede tekniske features, bl.a. nogle rockgardens, og dem finder man både op og ned ad. Der er også mulighed for at få luft under hjulene her, og alt var som det plejer. Der er lavet lidt om på linjeføringen af sort/orange, da der var et par passager på den orange, som var i sort kategori, og det har gjort den del kortere, men til gengæld er der endnu mere sjov i den sorte. Kørte alt, og var heldig at komme helt op på de opadgående rockgardens, og komme ned i hel tilstand på de par stykker som går ned. De to spor blev samlet tracket til 12,3 km og ca. 172 højdemeter. Dagens mission var udført, og jeg var glad i låget, og en anelse træt, men ikke mere end efter en normal tur.

Nogle vil nok tænke at det er for vildt at tage alene afsted. Men før og efter hver tur, fik min kæreste en SMS. Hvor jeg var, og hvor længe jeg forventede det ville tage. Har også sat tracking op på min GPS, som snakker sammen med min tlf., og sender løbende lokationer afsted. Jeg kører KUN noget jeg ved jeg kan køre, og hvis det bliver for teknisk/farligt, står jeg af eller kører chicken run. Til gengæld er sådan en tur alene balsam for sjælen. Jeg elsker at være sammen med andre, men ind i mellem er det GULD værd med lidt one-on-one med cyklen, og kun tænke på det næste sving.

Ovenstående er blot en idé, til hvad du kan lave når der er alenetid. Måske har du nogle andre spor i din baghave. Måske kan du cykle mellem dem og lave en tur ud af det. Måske vil din cykelkammerat med? Mulighederne er mange, lektien er at vi skal være gode til at gribe dem. Jeg skal i hvert fald – måske det også gælder for dig?

Vi ses på sporet!

/M.

Skriv et svar

%d bloggers like this: