MTB Marathon: Klar til den store dag?

Jeg har tidligere skrevet om forberedelserne og grejet til dit kommende MTB maraton, og nu gælder det dagene op til, selve løbet og vejen mod målstregen.

Du har forberedt dig i månedsvis. Dit grej er toptrimmet og du er klar til en lang dag på spor, grus og stier. Du har fundet dit helt rigtige løb, og din makker(e) er klar til at gå i ilden sammen med dig. Jeg har stået i samme båd, og været i tvivl om mange ting op til løbet, så det er nu at jeg deler mine erfaringer med dig. Husk at vi er alle forskellige, og derfor er det ikke en facitliste, men mere ideer til hvordan du kan gøre dit store løb til en succes.

Næsten klar til Aalborg i 2015

Forberedelserne i ugen op til løbet.

I ugen op til løbet er der faktisk en del ting, som du med fordel kan tænke lidt over. Hvis det er muligt, så skal du først og fremmest forsøge at planlægge dig ud af at det bliver en rolig uge. Dvs. at du kun siger ja til det mest nødvendige. Du sørger for at din hverdag er rimelig normal, dvs. at du ikke vil udsætte dig for mere stress end højest nødvendigt. Du sørger for at du kan sove det du har brug for, passer dine sengetider og finder en god rytme. Din familie bliver involveret på den måde, at du er ærlig omkring at det er ret vigtigt for dig, og at du selvfølgelig håber at de vil bakke dig op. Det er noget man tager i god tid, og det er noget man “får”, hvis man også giver noget igen – sådan fungerer det. Sørg for at du har afstemt forventningerne med  din mand, kone, kæreste i god tid inden. At køre afsted til løb med dårlig samvittighed, er lige som at have to mursten ekstra med i Camelbak’en. Træningsmæssigt har du kørt din sidste rigtig hårde træning en uge før løbsdagen, og trillet sidste træningstur 3 dage før (afhænger selvfølgelig af hvor hurtigt du restiturerer). Du har brug for energi, at være veludhvilet og 100 % klar på dagen. Dit grej tjekkes endeligt op efter sidste træning, så evt. skader kan nå at blive fixet. Smørring, pumpning, efterfyldning af tubeless snask m.m. er ikke noget du vil stå med på dagen, så det er klaret. Din cykel står som du ønsker at køre på dagen, og du skal kun lige tjekke dæktrykket inden starten går. Du har samlet dit grej, pakket din taske, og gjort energi, dunke m.m. klar. Energi er vigtigt selv at have med. Tjek inden løbet hvor mange depoter der er, og hvad der serveres. Fordelen med dit eget energi er, at du selvfølgelig har prøvet det af, og ved hvordan det virker, og hvordan din mave har det med det. Afstanden til depoter giver også et hint om antal dunke, eller stor/lille blære i din rygsæk. Vejrudsigten er tjekket, og du har gjort tøj klar efter den. Hvis løbsledelsen har lagt en link til tracket ud, og du har et device som kan bruge det, så læg den ind, så kan du hele tiden følge tilbagelagt og tilbageværende distance under løbet. Det har jeg været rigtig glad for på min Garmin 1000, og tidligere modeller 810/´800 også.

Dagen før løbet.

Dagen før løbet gør du de sidste stumper klar. Hvis du skal køre til overnatning før løbet, gør du det i god tid, og tjekker lige at du har alt med. Det er ofte muligt at hente startnummer dagen før, og min erfaring er at det er en god idé, for det tager lige lidt af det potentielle stress af på løbsdagen. Dagen før drikker man godt med vand. Ikke så meget at det giver problemer med maven, men det giver god mening at få væske nok. Du har planlagt nogle gode måltider. Der er fokus på at kulhydrater, så du har noget at skyde med på dagen. Det er ikke dagen før dit store løb at du eksperimentere med en ny opskrift på Wasabi, eller har chilismagning med drengene. Du har en rolig aften, kommer i seng i fornuftig tid (når du er træt), og har styr på det hele.

På dagen, og selve løbet.

Det er nu det gælder. Du er stået op i god tid, har spist et godt morgenmåltid, ikke for meget og ikke for lidt. Hvis du vælger at bruge salttabletter til løbet, tager du de første med morgenmaden. Salttabletter har gjort en stor forskel hos mig, og gjort at jeg har indgået kramper til løb, hvor de normalt var kommet snigende. Du har været på toilet, og er klar. Tøjet kommer på, og du og cyklen indfinder jer i god tid på løbspladsen. Du har en klar aftale med din makker om hvor i skal mødes, for i ved godt at der er 3000 til start, og de alle sammen har familie og venner med. I finder i god tid jeres start boks, og er klar til tiden. Inden start har I været forbi et toilet, for vær sikker på at tissetrangen nok skal melde sig i sidste øjeblik. Nu er du klar til start, og når den går skal du huske på hvilke aftaler, du har med din makker/gruppe. Tempo? Ikke lægge for hårdt ud? Eller hvordan var det lige det var? Jeg har jo en bitter erfaring fra Aalborg i 2015, hvor jeg kørte de første 30 km på en time, men var fuldstændig kørt over de sidste 70 km, som tog mig det meste af 5 timer at komme igennem. Undervejs er der styr på tempoet, og I snakker om det er for hårdt eller let. Husk at der kan være langt hjem, og det er godt at have krudt til den sidste del også, og det er bedre at fyre det sidste af der, end det er et gøre det for på forhånd. Når depoterne nærmer sig, så vær enige om I skal stoppe eller ej. Det kan være nødvendigt for at hente energi og væske, men det kan også være et surt afbræk, hvis det hele bare ruller. Men så er det en god idé at have vurderet om I kan holde til det efterfølgende. Evt. punkteringer, skader m.m. klares undervejs. I har for en sikkerhedsskyld hinandens nærmeste pårørende i jeres respektive telefoner, så I kan tilkalde en hjælper om nødvendigt. På alle telefoner er der ligeledes nødnummeret til løbsarrangøren, og selvfølgelig en opdateret 112 app. Lyt til kroppen hele vejen. Tag energi løbende, ikke bare når kroppen skriger. Selv om det er en kold/våd dag, drikker du løbende, for ellers kan du være sikker på at krampen kommer snigende. Tal sammen, motiver, lav lidt sjov og få en hyggelig dag ud af det også. Godt selskab på sporet, giver en bedre oplevelse, og vi kan alle have brug for at blive hevet lidt op ind i mellem. Ved fælles indsats, kommer målet nærmere og nærmere, og du får vist dig selv dagens vigtigste lektie: At du kan!

Det kan være at du er heldig at din bedre halvdel står klar og jubler med dig når du kører over stregen. Det gjorde min Louise sidste år, og det trak mig lige de sidste meter igennem mål porten. Nyd øjeblikket, fejr det, få noget mad, drik stadig rigeligt – og giv dig selv et kæmpe klap på skulderen:

Du gjorde det!

Vi ses på sporet – måske i Aalborg, måske til Highland Challange?

/M

Århus MTB Challange 201401c6947f3b5410d429c94a7e0eea617f1445ae7661

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s