Så er weekendens strabadser ved at være lidt på afstand, og det er nu kun når jeg bøjer i benene, går eller sidder, at det stadig kan mærkes. Tilfreds med egen indsats? Nej, egentlig ikke – det kræver måske lidt forklaring. Sidste år kørte jeg løbet på 5:16 +/- en træskolængde, og husker det ikke som specielt vildt. I løbet af vinteren synes jeg at jeg har fået trænet ok. Stort set hver uge, uanset vejret, og oftest både onsdag og søndag. Jeg har længe haft et godt øje til en fully, og da det rigtige bud kom, blev beslutningen også taget. Det betød desværre også at min træning kom lidt på stand by nogle uger, og da den nye cykel var klar, var der 14 dage til Aalborg MTB Marathon. Jeg nåede da at træne nogle gange på den, men fik kun kørt små 180 km. Den er ikke væsentlig anerledes end F29’eren, men ca. 1,5 kg tungere, og samtidig lidt anden geometri, så jeg ikke helt sidder på samme måde. Småting, og ikke nogen undskyldning. De sidste par uger inden løbet var lidt småhektiske. Det er det nogle gange, og alligevel fik jeg kørt de her små 180 km. I ugen op til fik jeg kørt lidt rigeligt bil. Kører normalt ca. 1000 km på en arbejdsuge, men fik lige fordoblet via en tur til København og en lang tur til Holland. Det gav stive ben. Jeg følte dog stadig at jeg kunne stille op, og ville gå benhårdt efter et mål på 5 timer. Vi kørte til Aalborg fredag, fik dejlig mad (pasta/kylling) hos gode venner, og havde en rigtig god aften. Vi sov hos dem og fik også et lækkert morgenbord. Min søde kæreste tog over på alt andet, så jeg kunne koncentrere mig om at komme i tøjet, få styr på stumperne inden den korte tur ned til KMDs parkeringsplads, hvor jeg fik nummer, og mødtes med de andre fra Team Skørping Cykler, som jeg i dagens anledning skulle køre med. David havde gjort en kæmpe indsats, og blev inden løbsstart hyldet, som sportschef for det største hold, med 105 ryttere – rigtig rigtig sejt og godt kæmpet! Jeg nåede at hilse på nogle af Team Sponz.nu rytterne, og mødte andre fra nær og fjern. Boye (som jeg kender fra flere ture til Harzen) skulle også køre i startgruppe 6, og vi blev enige om at følges, og se hvordan det gik. Indtil starten føltes alt godt, og da starten gik, var det også med store forventninger….
Boye kørte rigtig godt med, og tempoet var ok højt fra starten. Vi kom hurtigt ud i vinden, og det var det første stykke stort set sidevind eller modvind. Føltes stadig godt. Høj puls og godt tempo. Kunne mærke at der skulle kæmpes, men det gjorde jeg så. Efter første singletrack kunne jeg mærke min højre læg begynde at brokke sig. Det har den gjort i lang tid nu, så intet nyt under solen. Var dog nødt til at slække lidt, for at få den til at holde. Vi har nu kørt ca. 30 km, og jeg begynder at have problemer med at følge Boye, han er rigtig godt kørende. Han venter på mig, men vi bliver enige om at han skal give den gas, og køre sit eget løb, så det gør vi begge med 75 km. tilbage. Herfra går det stødt ned af bakke. Kan mærke at jeg har brugt for meget krudt på at holde det høje starttempo, har ikke fået drukket nok, og har ikke nok energi med. I 2. depot ryger der både kage og bananer ned, og mere vand. Kan mærke krampen nærme sig. På cyklen igen. Efter præcist 69,99 km kommer den første krampe, begge ben på en gang, og jeg må af. Efter 5 min, er jeg videre, og kæmper. Så kommer der regn. Fra kl. 14 (vi startede 10:25) og en time+ frem. Der er gode byger i mellem. Jeg er mega presset, mine ben er færdige, og jeg kæmper videre. 3 gange mere må jeg af, og jeg har også nogle gode kramper som jeg vælger at køre ud.
De sidste 20-25 km er vi blevet blandet ind med de sidste fra 50 km ruten, hvilket betyder mange langsomme ryttere på sporet. Tempoet er lavt, hvilket nok passede godt til mit fysiske stadie, men jeg kunne godt have hevet lidt mere ud. Da vi nåede tilbage til Aalborg, var der lige de gode bakker ved Signalbakken tilbage, og her måtte jeg af cyklen og trække op…. Jeg kæmpede det bedste jeg kunne, og da jeg nåede ind på opløbsstrækningen var der totalt ophør, men jeg skulle bare over den skide målstreg. Da jeg vendte på en sløjfe kort før mål, var der en som råbte mit navn, og der kom min dejlige kæreste løbende mig i møde. Det gav lige det sidste, og jeg sled det sidste stykke, og kom i mål. Tiden var 5:56 – eller 57 minutter længere end mit mål. Jeg vidste da Boye kørte fra mig at det ikke var dagen. Fra det tidspunkt, begyndte det at blive mere og mere urealistisk at nå det mål. Så der startede kampen med motivationen, og få kroppen til at makke ret. Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger. Men en anden gang vil jeg overveje at træne bedre, hårdere og længere, sørge for at planlægge min tid op til bedre (=sige nej til det som ikke passer) og være forberedt. Det må tiden vise om jeg kan huske her i juni måned, når den står på 150 km Hærvejsløbet på MTB…. Tak for turen til Jer jeg mødte på vejen, til jer jeg snakkede med eller hilste på under vejs. Tak til min søde kæreste for hendes forståelse for mit valg af udfordring, og for at samle mig op på målstregen! Der var sgu langt til Hasseris ud til svigermor på cykel efter løbet, men der ventede et dejlig varmt bad, efterfulgt af den gode mørbrad og flødekartofler. Næste år må jeg gøre det bedre !
onetrackmind.dk 
One thought