Hvad snakker du om? Sidste blogindlæg er fra i starten af oktober, så det med at holde sig igang, kan vist tolkes på flere måder ;-).
Nå men jeg prøver alligevel at kloge mig lidt, helt som sædvanligt. December er nemlig altid lidt af en prøvelse for mig, i forhold til træning, sund kost og nå alt det man skal. Sidste år klokkede vægten lidt over 86 kg på 3. juledag, hvor jeg normalt plejer at ligge mellem 79 og 82 kg. Ups. Det er så blot en af de ting jeg er blevet enig med mig selv om ikke skal ske i år. Tendensen var ellers godt på vej allerede i oktober og november. For meget rejsetid med job, for lidt træning og en kost som blev tilfældig og i for store mængder. Så der startede den opadgående kurve på vægten. Den har været oppe og snuse til 85 kg, men i år har jeg trukket i bremsen, og fået begrænset skaden, så nu gælder det om at hænge i, og komme tilbage i kontrol. Det er ikke super nemt i en måned, hvor der nærmest kigges skævt til en hvis man siger nej til hjemmebag, julekager, chokolade og god mad i rå mængder. Så jeg siger også ja, men spiser mindre af det hele.
Med hensyn til træningen, kan det også være lidt svært. Er begyndt at tage løbeskoene med når jeg er ude og rejse med jobbet, og det har været godt. Det giver både noget til samvittigheden, men holder også formen ved lige. Men der er ikke mere rejseri på programmet i år, og jeg skal ikke til 17 julefrokoster.
Planen er nu i ikke prioriteret rækkefølge:
- MTB træning 1-2 gange pr. uge, altid minimum en, og gerne 2 når det kan lade sig gøre.
- Indoor Biking 1 gang pr. uge – mit faste fredagshold hvor jeg kører som instruktør.
- Tage mig sammen og køre mit kombinerede vægt og mave/ryg program 2 gange om uge. Det tager kun 20 min, giver en god all round træning, og jeg kan mærke en forskel på ryggen og min styrke (kan mærkes på sporet).
- Bruge tid i weekenderne med børnene, komme ud, lege, hygge og bevæge os.
- Styre mig med maden. Jeg har prøvet nogle faste dage ala 5:2 med 600 kcal, og det har faktisk været en god øvelse. Det giver en god kontrol med kroppen, og virker (stik imod hvad jeg forventede) appetitregulerende de andre dage.
Virker det? Aner det ikke, men jeg plejer at være vedholdende nok til at gennemføre hvad jeg sætter mig for, så jeg skal nok holde jer opdateret.
