Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger. Op til Hærvejsløbet 2015 var jeg ved at genopfinde dem alle. Efter min knap så gode oplevelse i Aalborg med 100km, en varierende træningsindsats og ekstra pres pga. græsallergi var jeg ved at få kolde fødder med udsigt til 150 km. Men allergien blev næsten 100% taget af en ny næsespray. Træningsindsatsen blev opretholdt, dog mest med fokus på singletrack og ikke så meget XC. Mine træningskammerater, mente heller ikke der var nogen undskyldning, så det endte jo altså med at jeg kom afsted alligevel. Ugen op til prøvede jeg at begrænse min gøren og laden til et minimum, men det endte alligevel med et par rejsedage fra søndag til mandag, normale hektiske dage, men også en god intervaltræning på et hotel, og en god aftentræning på MTB onsdag. Torsdag begyndte jeg at pakke hvad jeg ville have med, og cyklen klargjort. Fredag aften pakkede jeg bil og satte stativ på, så der var så lidt praktisk som muligt lørdag. Fredag aften fik jeg en KÆMPE portion fuldkornspasta med kyllingekødsovs, så depoterne blev helt fyldt op. Samtidig tog jeg første omgang salttabletter, som skulle testes for første gang, for at se om det kunne afhjælpe den krampe som jeg altid render ind i. Lørdag morgen, kaffe og et lille måltid med æbler, havregryn og A38, og igen salttabletter. Jeg skulle sammen med drengene fra Askov Mudeaters starte kl. 8:30 i Vingsted (40 km hjemmefra), så jeg hentede en af gutterne kl. 6:45, og vi var på pladsen kl. 8:30, hvor vi mødtes med de andre. Startnummerudlevering fungerede hurtigt og smidigt, måske også afhjulpet af at der kun var ca. 360 tilmeldte på distancen 150 km. Kl. 8:20 var vi klar ved startporten, og ventede på at det blev vores tur. En af drengene havde allerede en halvtom dunk, og hentede vand kort før start, så vi måtte lige vente og samle ham op, hvilket også gav lidt at drille ham med undervejs.
Vi havde allerede hjemmefra aftalt at vi skulle forsøge ikke at lægge for hårdt ud. Der var ingen af os der før havde kørt så langt, men til gengæld lader vi os altid rive med, når der er nogle der vil køre stærkt. Det skulle vi vise i dag at vi kunne administrere. Starten var jo lidt hektisk, og der var mærket af ved de første sving. Det meste af ruten skulle ellers køres 100% efter GPS, og det viste sig hurtigt at være rigtig svært. Allerede efter 1 km, tog vi et forkert sving, og endte tilbage i startloopet, hvilket lige gav os en af startbakkerne igen…. Men back-on-track, vi kom hurtigt i et fornuftigt tempo, og lod tonserne fra de andre hold køre. Vi mødte sjovt nok en hel del af dem senere på dagen igen. Vi fik afpasset tempo godt, og de første km bød både på noget asfalt og en hel del grus. Efter 34 km blev vores gruppe på 7 mand ramt af første punktering, på en strækning hvor der var mange der led samme skæbne. Det blev fixet, og vi kom videre. Kort tid efter fik samme rytter igen punktering, og brugte sin sidste slange. Den blev efterfulgt af endnu en efter få hundrede meter, og nu blev der pres på. Ny slange i, og videre. Første singletrack lå efter ca. 42 km. ved Nr. Snede. Det var ca. 2,5 km. Mudret, kørt op og ikke noget at råbe hurra for. Faktisk snakkede vi om at det var en sørgelig omgang. Efter det, depot – hvor humøret så til gengæld steg lidt. Her var der bacon og æg, og ALT godt på energisiden. Friskbagte boller, kage, chokolade, tørret frugt, bananer, æbler og energidrikke, vand m.m. Vi tog et hurtigt pitstop og fik tanket maver og dunke op. Herefter videre mod næste singletrack tæt på Silkeborg. Her var forventningerne lidt større, da de fleste af os kendte området fra bl.a forårsklassikeren Silkeborg MTB/Bikers Best hvor skovene omkring Silkeborg bliver kørt tynde, og de fede singletracks er altid med. På vejen til Silkeborg kom vi igennem utroligt smukt landskab, med marker og store skovområder. Igen var det lidt udfordrerne at finde sporet alene med GPS’en, men det lykkedes efter at have været kørt forkert/for langt en del gange. Ved Gjessø nåede vi efter en hurtig nedkørsel på asfalt til depotet som også var start/slut for singletracket. Vi startede med sporet, for ikke køre det med fulde maver. Det var en god beslutning, for det startede med en ond stigning op i skoven. Desværre var start/slut sløjferne kørt sammen på denne op- og nedkørsel, og det betød at der var modkørende trafik på en i forvejen hård opkørsel. Ikke smart. Sporet levede slet ikke op til forventningerne. En del af det virkede helt nyt, og lignede slet ikke de “sukkerspor” som vi ellers kender Silkeborg for. Så endnu et singletrack som ikke var noget at råbe hurra for. Dette sport var ca. 5 km langt. Depotet var igen godt. Velassorteret med lækre kager, chokoladebarer, energidrik, vand m.m., så endnu et hurtigt pitstop. Videre mod næste singletrack tæt på Viborg, eller ca. 130 km ude på ruten. Der skulle igen kæmpes lidt for at holde tempoet nede. Synes stadig at jeg havde gode ben, og det var vist også følelsen de andre sad med. Imellem Silkeborg og Viborg fik vi vand, et par gode byger blev det til, men ikke nok til at vi stoppede for at tage regnjakker på. Vi rundede 100 km i god stil, havde desværre en punktering mere, hvor vi besluttede at dele os, så jeg nu var i en gruppe med 3 andre, som også er en fast del af vores træningshold. Så vi holdte på, og kørte videre. Der var rigtig langt til næste depot som også var lige før singletracket. Alt for langt. De som har planlagt løbet var ikke tænkt MTB, og hvad 50 km betyder her. Havde temperaturen været 5 grader højere, ville det have været kritisk for flere af os. Der er plads til forbedring. Tæt på sidste singletrack var min GPS (Garmin Edge 1000) ved at være helt flad for strøm, men det lykkedes os at finde sporet inden den slukkede. Dollerup Bakker bød på løbets bedste spor på ca. 7,5 km. Her var der lagt dagevis af arbejde i et fedt singletrack, som bød på en del lækre flowstykker, gode opkørsler og også noget teknisk zig/zag gennem tæt granskov. Der var A og B stykker, så alle kunne være med. Mine ben var stadig ok, men jeg var ved at have rigtig godt ondt i håndleddene, så der kunne ikke gives fuld gas. Men gennemført blev det og de andre ventede pænt de 6-8 min jeg var længere om det (ca. 38 min ialt), så vi kunne følges det sidste stykke. Herfra var det grus og lidt asfalt mod Viborg. Uden GPS var det en udfordring at finde ud af hvad vej vi skulle. Heldigvis var der en del andre ryttere på sporene, og vi lagde os på hjul på en anden gruppe, for at finde vej. Det gik ok, selv om vi nok havde så meget hjemvé at det godt måtte have gået bare lidt hurtigere for os. I Viborg var der gjort noget for en god afslutning. Vi blev ledt op igennem midtbyen, og blev efter en kort ventetid, ledt igennem gågade med rød løber, og klappende tilskuere. Der blev man helt høj og rigtig stolt over at have gennemført. På Paradepladsen blev vi igen klappet ind over målstregen, og blev dirigeret hen til en lukket cykelparkering. Vi blev hurtigt enige om at det ville være smartere at komme til bilen, og få skiftet det våde tøj, og snart var vi på vej mod Vingsted, hvor min bil holdte parkeret. Helt hjemme blev der tid til mad, og jeg tog et langt og varmt karbad for at løse benene op. Direkte ind på sengen bagefter, hvor jeg så TV i ca. 4 minutter, før jeg faldt i søvn ovenpå min iPhone med brillerne på tværs i ansigtet….
Mit mål var at gennemføre det gjorde jeg. De fede ved løbet var distancen, og det var kampen med en selv som udgjorde motivationen. Løbet var ikke specielt godt arrangeret. 2 dårlige singletracks ud af 3 er ikke godt nok. Lidt bedre skiltning til at supplere GPS sporet kunne have været godt, ligesom en realistisk tilgang til hvor længe sådan en fætter egentlig kan holde strøm, også havde været på sin plads fra arrangørens side. Skal jeg med igen, så skal der gøres en indsats for at gøre MTB delen lige så velorganiseret som asfaltfræserne – ellers sætter jeg flueben ved at det er gjort – målet blev nået. Personligt var det en kæmpe sejr. Det var fedt at jeg ikke én eneste gang fik krampe (måske salttabletterne?). Det var fedt at min cykel 100 % gjorde hvad den skulle, intet mekanisk galt, og dækkene med tubeless set-up rullede bare og holdt luften hele vejen. Det var fedt! Det kan anbefales hvis du vil udfordre dig selv på distancen og timerne i sadlen, men ikke for at få en stor singletrack oplevelse, eller et velorganiseret løb – så vil jeg hellere kigge på 100km i Aalborg eller Silkeborg, eller bare tage nogle dage i Harzen. Nu vil jeg koncentrere mig om at blive bedre teknisk på cyklen, så der er igen monteret flats på den blå ged.
M/
onetrackmind.dk 
One thought