Scott Genius 910: First ride

img_4102.jpg

Jeg har fået lov til at teste en sprit ny Scott Genius 910 her de næste par måneder. I dag var min første tur, og cyklen står fuldstændig som standard, med den eneste lille tilføjelse, at jeg satte den op til tubeless, da det bliver lange to måneder ellers. Cyklen er et af Scotts bud på en trailbike. 150 mm. vandring for og bag. Et design som har et par år på bagen, men det nye er at 910, 900 Tuned (som jeg skal køre på efter denne) og Ultimate, nu er med 36 mm. Fox gaffel. I manges øjne en god upgrade. Cyklen er i carbon, bortset fra bagstag, som er i alu. Udstyret er meget fint, med Shimano XT 12 speed gear, deres nye XT 8120 bremse og Fox Transfer dropper. Der er 3 muligheder for dæmperne, som via en lockout, kan være helt lukket, være delvist åben (ca. 100 mm. vandring) eller helt åben. Eneste udfordring jeg lige har med cockpittet nu, er triggeren til dropperen, som sidder højt og, et for mig, nyt sted. Jeg havde nok også lidt udfordring med dækvalget, som er 2.60 Maxxis Recon på begge hjul, men selv om der manglede lidt sideknop, var det nu ikke så skidt.

Testen af Scott Genius 910 er gjort mulig af Sponz MTB Center som har stillet cyklen til rådighed. Læs mere om hvorfor på linket her.

Læs videre under billedet

img_4077

Turen i dag gik til mit lokale spor. Så kunne jeg lige prøve den af på fast underlag, på de 10 km. jeg har derud, og så ellers teste den på noget rigtig singletrack. På transportstykket kunne jeg godt mærke at cyklen ikke er let. Men de ca. 13,4 kg ruller nu alligevel ret godt, og da jeg lige havde vænnet mig til siddepositionen, kunne jeg stort set holde min normale fart, uden extra anstrengelser. Så den ruller godt, og er let kørt. På vejen derud havde jeg lukket helt for dæmperne, for at få de få watt jeg evner at træde, ud hvor de hører hjemme. Da jeg kom på sporet, blev der åbnet op. Her kom cyklen rigtig til sin ret. Den er nem at smide rundt i sving, reagerer godt og hurtigt, æder huller og rødder – og på dagens lidt udfordrene underlag, var der forbavsende godt bid. Efter ca. 10 min, valgte jeg lige at lukke noget luft ud af dækkene, for at få mere bid, og mere udnyttelse af de 2.60 brede Recon. Jeg kender dækket fra mit 27.5 plus sæt, hvor det med 2.80 bredde og lavt tryk, stort set er altædende. Sporet var fugtigt og mere sketchy end ellers. Det gav lidt ekstra udfordringer, men jeg er meget positiv over hvor stabil cyklen føles. De første hop var lidt tamme, men så prøvede jeg at give mere gas, og det var hvad der skulle til – jeg fik luft under hjulene, og hold nu k….. det føles godt – også i landing, hvor dæmperne hurtigt giver stabilitet i cyklen.

Største plusser lige nu: Vandring, stabilitet, geometri og over all indtryk.

Hvad skal jeg vænne mig til: Trigger fra Fox Transfer, de originale grips, dæk (mere sideknop vil klæde cyklen).

Det var lige de første indtryk – more to come – stay tuned!

Spørgsmål? Find mig på Facebook, der er også lidt billeder og indtryk fra dagens tur.

Vi ses på sporet.

/Morten

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

%d bloggers like this: