De gode mennesker bag app’en Singletracker er kreative og innovative. Det kommer til udtryk på den måde hvorpå de udvikler app’en, med nye funktioner, og nye services. Sidste skud på stammen, er Aalborg Trail Adventure, hvor de har partneret op med lokale spisesteder og hoteller, og dermed kan tilbyde en samlet oplevelsespakke, hvor de lokale spor kobles sammen med mulighed for overnatning, god mad/drikke, ruter til/fra spor og mulighed for en masse kombinationer og egne tilpasninger. Denne fleksibilitet gør konceptet interessant for en bred målgruppe, lige fra parret som ønsker en hyggeweekend, til store grupper/klubber, som bruger eventyret til en af årets klubture.
Indlægget er reklame, da jeg er inviteret til at deltage, som en del af et PR event, arrangeret af Visit Aalborg og Singletracker, og sponsoreret af de medvirkende virksomheder.
Jeg må indrømme at min første indskydelse, da jeg hørte om konceptet, var om det nu også var noget som vi havde brug for på den danske MTB scene? Der er jo masser af spor, de er relativt nemme at finde, og hvem kan ikke hurtigt finde et spisested på via sin smartphone? Men efter at have prøvet det i praksis, må jeg ændre holdningen igen. For noget af det fede man får med i dette koncept, er det gode jydske ord “convenience”. Som mennesker søger vi nemlig efter bekvemmeligheden, og når den så i tilgift giver mere tid til det som er sjovt, er det da win/win? Det med at der er tænkt over at der også skal navigeres til sporene på MTB venlige stier m.m., og at restauranter og hoteller ved hvad det vil sige at der kommer MTB’ere på besøg (det betyder at posen på støvsugeren skal tømmes en ekstra gang…) – disse ting er værdifulde, og giver mening.
Sporene omkring Aalborg er gode. Om Hammer Bakker er bedst i DK, vil jeg ikke begive mig ud i en holdningskrig omkring, men lad os sige det sådan, at der er spor for alle, og at de valgte spor, vil kunne udfordre alle niveauer. ATA er indrettet på den måde, at det er den enkelte bruger som selv sætter barren. Man kan køre den grusomme version, som er alt på én dag, med mange km’er, mange hm’er og træt-bens-garanti. Man kan også køre nord den ene dag, syd den anden dag – eller den kombination man ønsker. Hvis man er en gruppe afsted, kan det også lade sig gøre at dele sig op, mødes på forskellige aftale steder, og hele tiden i app’en se, hvor de andre deltagere er – det er smart.
De to spise steder vi besøgte var gode til formålet. Wildebeest Gastro Pub besøgte vi en lørdag aften, havde bestilt bord, og blev bespist med stedets signatur-burger. Det var godt. Det var også godt med stedets microbryggede øl, hvor der er flere muligheder, som vi kunne tilfredsstille de flestes behov. Dagen efter besøgte vi Azzurra Nordkraft, som er et klassisk Italiensk spisested, hvor man kan få sin lyst styret udi et stort udvalg af pizza, pasta, og de klassiske “Primi”, “Secondi” og andet godt fra kortet. Også en god oplevelse, og et centralt sted, tæt på hotellerne.
Aalborg Trail Adventure giver også mulighed for overnatning centralt i Nordens Paris. Jeg blev indkvarteret på Kompas Hotel, som er ombygget, tilbygget og fuldstændig renoveret for ganske nylig. Her er der mulighed for cykelvask, sikker opbevaring, dejlige værelser og super god betjening fra personalet. Centralt placeret, med parkering lige ved døren, det er et stort plus. Jeg er tit i Aalborg med mit job, og bliver indkvarteret på nogle af de andre hoteller, men dette er kvalitetsmæssigt på værelset på et rigtig højt niveau, hvilket også betyder at jeg fremover vil booke hos dem.
Er det hele godt? Ja, men også et lille nej. Jeg kunne godt ønske mig at det ikke er nødvendigt at have min smartphone siddende på styret, og at man fx kunne bruge sin cykel computer (GARMIN eller lignende), til navigationsdelen. Mest af alt fordi det er sådan jeg er vant til det, og at jeg ikke synes det er helt optimalt med en 5 – 10.000 kr’s smartphone på styret. Alternativt kunne det være nok at guidance fra telefonen blev vist på GPS’ens skærm, så det var samlet et sted.
Opsummeret har Singletracker fat i det rigtige. Jeg kunne sagtens se at konceptet kan bruges i andre byer også, og dermed give brugerne flere valg, alt efter om man er til storby / MTB, eller andre præferencer. Det er stadig et gør-det-selv værktøj, sammenlignet med en guide, men der vil være kunder til begge butikker, og dermed tror jeg at det nok skal blive en succes. Om man kommer 2 gutter, nogle vennepar, en stor flok eller hele klubben på tur, så er det noget som kan bruges af alle. Måske nogle flere valgmuligheder på spisesteder vil være et godt supplement, især når man kender det store udvalg i Aalborg – her tænker jeg især på dem som ønsker lidt større kulinariske oplevelser, og mere rolige omgivelser – men det er sikkert også noget som kan udvikles i takt med at konceptet vokser.
Thumbs up til Singletracker teamet – og tak til Visit Aalborg og de medvirkende aktører for invitationen.
Vi ses på sporet!
/Morten