Less is more: 20 dages status på Barolo Kuren®

Januar måned er nu 20 dage gammel, og der har ikke været mange opdateringer her på bloggen, det er mest foregået på min Instagram profil, og også et par stykker på Facebook. De klogeste hoveder er ved at forstå at Barolo Kuren, nok ikke er en kur i den traditionelle forstand, men mere en måde at tænke på. Hvis man ønsker en lidt mere langsigtet løsning, er det nemlig vigtigt at se det som en tankegang, og vel af mærke en af dem som man også omsætter til konkrete handlinger. Mit ønske er at sætte gang i tankerne. At man spørger sig selv: hvad virker for mig? Nogle har behov for at tænke over hvad og hvor meget de spiser, andre har behov for at bevæge sig mere, andre igen har behov for at ændre måden at træne på og måske er der nogle stykker som har brug for at ryste posen lidt, og tage noget af det bedste fra alle verdener. Nogle gange skal man bare have et lille skub, og hvis min blog kan være med til det skub, vil det kun glæde mig.

For mit eget vedkommende har jeg været ret vedholdende de første 20 dage. For lige nu handler det om at skabe nogle resultater, for det motiverer mig. Jeg har også behov for det, for at nå nogle af de mål jeg har sat for mig selv. Tempoet tingene sker i, er pt. ikke så vigtigt for mig, men det er vigtigt at jeg føler at jeg kan være i det, at jeg bliver mæt, at min træning er motiverende og at jeg dermed får noget ud af det.

Kost

Jeg har ikke ændret markant på min kost, men jeg har skåret ned på portionsstørrelsen, og på nogle af de fødevarer som jeg ved ikke mætter nok til at jeg vil bruge kalorier på dem. Så jeg spiser stadig kulhydrater, men mest de lange, og har derfor skåret kraftigt ned på sukker, hvidt brød m.m. Det betyder ikke at jeg ikke spiser det, men efter devisen less is more – og så nyder jeg det som jeg får. Det kan være mit fredagsrundstykke på arbejde, et stykke slik eller to (men ikke 300 gram ad gangen!). Jeg spiser til gengæld grød hver morgen med lidt frugt, spiser rugbrød med pålæg, en salat eller kød/grøntsager til frokost. Til aften står den på grøntsager, kød, salat m.m. i forskellige variationer, og jeg spiser også en kartoffel, ris eller pasta, men i små mængder. Her er jeg ved at vænne mig til mindre portioner, hvilket også betyder at jeg faktisk også bliver mæt af en noget mindre mængde end jeg før har kunnet sætte til livs. SELVFØLGELIG har jeg også haft en dag hvor der røg noget frokost ned som falder uden for kategori, det var et arbejdsmøde med gæster udefra, og her spiser jeg altså normalt. Jeg har også drukket en enkelt øl, fordi at det var præcis det som passede til det selskab, den aften. Men alt i alt mindre end normalt, og det kan mærkes.

Motion

Den første uge lykkedes det mig nok at træne lidt mere end normalt, men alt er ved det gamle igen. Så den står på MTB træning 1-2 gange om ugen, hvor den ene pt. er byttet om med noget vintertræning i klubben, som jeg har været så heldig at få lov til at arrangere og være instruktør på. Her kører vi 45 min. Indoor Cycling med mange intervaller og fuld knald på pulsen, efterfulgt af styrketræning, med høj intensitet, hvor vi kører 45/15x12x2, dvs. 45 sek på hver station, 15 sek. pause og 12 øvelser i alt. Det kører vi 2 gange med nogle minutter ind i mellem. Herefter strækkes ud, og så er der gået mellem 1,5 og 2 timer incl. opstilling til styrketræningen. Øvelserne er primært med kropsvægt, og der er kun en enkelt hvor vi bruger kettlebells, og en med box jump – ellers er det kun træningsmåtter, med øvelser, som planke/sideplanke, burbees, squat, armstrækkere, maveøvelser, benløft og meget andet godt. Der er indlagt nogle som er med til at presse puls, og intensiteten gør at pulsniveauet hele forløbet er højt.

Ud over vintertræningen, er jeg afsted på MTB på en lang tur i weekenden, på min. 2 timer, men gerne noget længere hvis det kan passe. I løbet af ugen bliver der også lagt 1-2 løbeture ind – jeg løber ikke hurtigt, men begynder i løbet af februar at øge tempo. Min MTB tur i weekenden er selvfølgelig ugens træningsmæssige højdepunkt, men også min vintertræning er blevet god for mig, men nok mest fordi at det er i godt selskab, hvor ALLE bare knokler på. Jeg har så også forsøgt at gå mere i det daglige. Nogle gange går det godt, og jeg kommer pænt over de 10.000 skridt, men der er også dage, hvor jeg er knap så stolt over antallet her – i dag fx kommer jeg ikke over de 5.000, men det er ikke noget jeg har dårlig samvittighed over, for jeg er glad for det som jeg når de andre dage, og må så erkende at hver dag ikke er ens. Til gengæld har jeg hentet min datter relativt tidligt, haft børnene med til bland-selv, og virkelig hygget med dem her i eftermiddag – det tæller også.

Tid

Tiden er altid en knap faktor. Især når man har job, familie, børn, andre interesser og her kan du blot selv fylde ud hvad der ellers fylder i din egen bog. HVIS du gerne vil ændre på noget her, er der kun én til at hjælpe dig, og det er dig selv. Du skal være god til at planlægge. Og god til at ændre planerne hvis de går i vasken. Snak med din familie om at du gerne vil prioritere din sundhed, det kan jo være at der er andre som vil med ud at løbe, gå en tur, tage på legepladsen, i skoven, i svømmehallen eller andet – det vigtigste er at komme afsted. Hvis også cyklen er dit kæreste eje, så skal den altid være klar til kamp, for når der pludselig opstår et hul i kalenderen, er det med at komme afsted. Det er ikke altid at det er det optimale tidspunkt at træne på, men når du først er afsted, vil du nyde det. Jeg skal fx virkelig tage mig sammen, for at hoppe i løbeskoene, når maden er indtaget, opvasken taget, madpakkerne smurt og den bette sover. Men det er her tiden er til det, og så er det bare afsted. Min søn på 13 år, er heldigvis god til at spørge mig, og på den måde kan vi holde hinanden oppe på det – og vi har nogle super timer sammen, derude i det fri, også selv om det er mørkt, koldt, vådt og hvad vi ellers bliver udsat for.

Status

Jeg er tilfreds. Det rykker stabilt ned ad på vægten. Jeg kan se at der sker noget på dellen om min mave. Jeg kan se at fedtet begynder at forsvinde. Det er en super god start. Jeg vil gerne fortsætte denne udvikling lidt endnu, og lande på mit mål stabilt under 78 kg. Når det er nået, vil jeg fortsat have fokus på portionerne, så de ikke bliver større og større, for min nuværende kalorieunderskud, kan så bruges til lidt mere af det gode – måske et glas Barolo i ny og næ, en fredags GT, eller hvad jeg har LYST til at gøre, for det handler om at have det godt.

weight_jan2017

Så nej, Barolo Kuren er ikke den sædvanlige kur, for det er op til dig. En af mine gode gamle kollegaer fra et tidligere job, har kaldt den for Barolo finten, og det er måske mere rammende – så det kan være at vi skal have en navneændringskonkurrence på Endomondo i februar måned?

Husk at der er en konkurrence i gang på netop Endomondo i januar måned, der har deltagerne allerede forbrændt over 396.000 kalorier, og der er stadig 11 dage at løbe på. Husk at alle kan være med, det gælder ikke om at køre stærkest, løfte mest, få flest KM i bogen – det handler om at du er bare lidt mere aktiv end normalt – om det er på legepladsen, på cyklen eller i danseskoene, ja det er da helt op til dig!

Vi ses på sporet!

/Morten/

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s