Værktøjer til Barolo Kuren

Når verden nu er så uretfærdig indrettet, at alt hvad der smager godt, også har den irriterende bivirkning, at man bliver tyk og træt, så er det jo godt at der også er muligheder for at gøre den anden vej lidt mere fremkommelig. Her tænker jeg selvfølgelig på gadgets og apps. De gør på ingen måde det hårde arbejde for dig, men de hjælper dig med at holde sporet, og giver dig viden om mange nyttige ting. I en tid hvor man helst skal løbe i en dragt af biodynamisk havtang-ekstrat, nøgen eller i det mindste barfodet, er det selvfølgelig et lidt modigt blogindlæg, det må jeg jo erkende. Men nogle af værktøjerne kan være med til at få øjnene op for netop dét som virker for dig, og derfor er det et relevant emne udi sundhed, og sund levevis. Det betyder ikke at man for tid og evighed skal bekende sig 100 % til de digitale assistenter, men i en periode vil det måske være nyttigt – også for dig.

Jeg bruger de i indlægget nævnte værktøjer lidt on/off. Nogle har jeg brugt dagligt i flere år, og selv om det også har været på tider hvor yo-yo’en er løbet opad, har jeg så til gengæld ikke været i tvivl om hvorfor sidehåndtagene bare blev større og større.

Aktivitetstracker (kalorier ud).

Kært barn har mange navne, og i forhold til aktivitetstracker, også mange udformninger. Nogle er kamufleret som smykker, andre præcis hvad de her, og nogle 3. ligner et dagligdagsur, og virker også som så. De fås fra omkring DKK 300,- og opefter, og der er meget stor forskel på hvad de måler. Basis er skridttæller og bevægelse, andre er mere avancerede, og har også søvn og søvntyper, kalorieforbrug, optisk pulsmåler direkte på håndleddet, smart notifications (når du får besked på din smartphone, bipper, vibrerer eller viser den beskeden. Min aktivitetstracker er mere et træningsur, som så har aktivitetstracking som en ekstra feature, og som kan stort set alt hvad man kan forvente, både på den del, men også som trænings/puls ur på alle sportsgrene. Det giver en vis fleksibilitet, og bredde i anvendelsen, men også en stor “pakke” at forholde sig til – og mindre kan sagtens gøre det. Det er lige her hvor du selv skal vurdere, hvad er godt til dig, og hvad vil du bruge det til. Husk at fx kalorieforbrug er et fingerpej, og måske ikke hele sandheden, men det giver et super billede af hvordan du dag for dag er aktiv. De fleste vil også pace dig lidt, og give dig et lille venskabeligt bip, når du har siddet for meget på din flade. Jeg bruger den til at give mig selv et lille spark bag i, når kontorstolen har været lidt for behagelig, lidt for længe, og til at holde styr på alt, lige fra træning til vægt, til træningsprogrammer (intervaller), og meget andet godt. Garmin Fenix som mit ur hedder giver alt det og lidt mere til. En vigtig ting når man vælger tracker, er at kigge på hvad for en app der er med, og om den er brugervenlig nok. Hvis du vil bruge den til anden sport også, skal du også kigge på anvendeligheden der, og hvis du fx bruger en anden type sportsur til nogle typer, er det smart at de kan snakke sammen, eller bindes sammen i samme app/web univers, og derfor bruger jeg Garmin (har også en Edge 820 cykelcomputer). Fortvivl ikke hvis du ikke har en tracker selv, for hvis du vil i gang, er der stor sandsynlighed for at din smartphone sagtens kan løse den opgave for dig, da mange af de nyere telefoner har den feature indbygget. Et Apple Watch eller andet smart watch kan det samme.

     

Kosttracking (kalorier ind).

I kalorieregnskabet er der både indtægter og udgifter. Det som ryger indenbords har også stor effekt på vores samlede regnskab. Min erfaring er at der her er meget at hente. Det er også her jeg har haft mine største succes’er, for jeg har trænet en del år, også ret intensivt, uden at det hjalp nævneværdigt på min kropsfedt, og det var først da jeg lavede en kombi, og fik kosten med, at det begyndte at rykke. Og det rykkede pænt hurtigt. Når man tracker sin mad, skal man være 100 % ærlig. Ellers lad være med at tænke på det. For den eneste du så snyder er dig selv. Dvs. den der ekstra snack inden sengetid skal også med, og det skal kagen på arbejde også – eller den der Café Latté på vej hjem fra job. Der hvor det betyder noget er i din bevidsthed. For den udvides i en sådan grad, at alt hvad du har lært om kostråd og kloge ernæringseksperter, alt sammen er lige meget, for DU finder ud af at den der Latté eller Bounty, som “… jo ikke betyder noget i det store spil”, faktisk betyder rigtig meget. Det samme gør den viden om det som fylder på din tallerken, det som du spiser hver dag, og hvad mængderne gør i den sammenhæng. Der er mange gode muligheder, lige fra dedikerede apps som diatister har lavet og tilpasset, og så nogle gratis versioner. Her er det igen meget vigtigt at tænke på at det godt må kunne “snakke” sammen med dine andre gadgets, og her er MyFitnessPal et super godt værktøj, som kan bruges direkte sammen med Garmins produkter, ja du kan faktisk åbne app’en direkte fra Garmin Connect. Det er selvfølgelig en lille smule tidskrævende at taste alt hvad man spiser, men også her hjælper app’en dig meget, for du kan kopiere gårsdagens morgenmad, oprette opskrifter på dine favorit retter, og meget andet. Rigtig meget af det mad du køber i danske supermarkeder er allerede oprettet, både mærkespecifikt, men også en masse generiske versioner. Det som jeg får hjælp til her, er at man nådesløst bliver mindet om hvad den pose Haribo betyder. På godt og ondt. For man ved også at den dag, hvor det er aftalt med en selv at der er “hygge/snyde/cheat” dag, kan man tillade sig det, og hvis man så husker at taste det, ved man også hvor meget ekstra tid det kræver på cyklen, dagen derpå. Jeg bruger den gratis version, som passer rigtig fint til mig behov.

             img_1662

Vægt / måling

Når man laver en indsats, vil man også gerne have noget retur. For at få valuta for indsatsen, er man nødt til at have et udgangspunkt, og løbende følge det. Her bruger jeg stort set dagligt en vægt. Vejningsfrekvens er meget en smagssag, og mange anbefaler især i vægttabs perioder, at man kun vejer sig én gang om ugen, altid samme dag, altid efter morgentoilette og før morgenmad – for at have et godt sammenligningsgrundlag. Når jeg ser at min vægt snildt kan svinge et par kilo på en uge, kan jeg godt forstå hvorfor, men jeg vil bare gerne være tæt på, og følge den tæt. For at gøre det nemt for mig selv, har jeg i over 5 år brugt en wi-fi vægt fra firmaet Withings. De gør det super godt, og har også eget app univers til formålet, hvor de også integrerer deres egne trackere og de gør det godt. Men da jeg bruger Garmin (og Endomondo, Strava og MyFitnessPal), er det jo dejligt, at der også her er muligheder for at dele på kryds og tværs af platforme, og min daglige vejning ryger direkte ind på disse apps også.

Vægten siger ikke alt. Når man ændrer sin livsstil og bliver sundere med kost og motion, vil din fedt % falde, men din muskelmasse stige. Det betyder at du ikke kan læne dig afslappet op af en faldende vægtkurve, eller panikke fuldstændigt over en stigende eller stagnerende kurve, for muskler vejer også til. Her kan det være en fordel at måle udvalgte steder også, fx biceps, lår, hofter, bryst, talje – altså steder hvor der kan være større tendens til depoter end på resten af kroppen. Især maveregionen er vigtig for mænd, og her kan man med fordel også taste sine værdier i fx MyFitnessPal, og løbende følge med i udviklingen. Husk at måle samme sted hver gang, så du heller ikke her snyder dig selv.

Jeg tror ikke at alle vil have fuld glæde af ovenstående. Brug det du kan. Find ud af hvad der virker for dig. Sørg for at det ikke bliver for surt, og sørg for at der også er plads til din “Barolo”, så livet også kan nydes fra den side. Alt med måde, og tænk på kvalitet frem for kvantitet.

Håber at du er frisk på lidt mere af Barolo Kuren, og kæmper videre for et sundere liv – ikke som en kur, men mere som dit ståsted på sundhed og motion.

Vi ses på sporet!

/Morten/

2 Thoughts

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s