Når først man har tilmeldt sig turen til Harzen, begynder panikken at melde sig. For hvad skal jeg have med på turen? Det er der en nem løsning på, for her kommer nemlig et godt bud på basislisten, som er “lettere” udvidet med ekstra gode ting. Hvad du har brug for er helt op til dig, så se nedenstående som gode og velmenende forslag, og find din egen vej.
Cyklen.
Din cykel skal som til enhver anden begivenhed (og daglig brug…), være toptrimmet. Dvs. at din drivlinje (kæde, klinge(r) og kassette) er funktionelle og har gode km tilbage. Du har ikke lyst til at kæden kammer over, eller springer for den sags skyld. Hvis du kører singlespeed, så overvej lige din gearing. Jeg går fra 34 oval til 30 oval når der står Harzen på programmet. Gear er veljusteret med skiftere, og alt spiller. Dine dæmpere, både forgaffel og evt. bagdæmper er serviceret og i orden. Du vil opleve et terræn, med flere rødder, flere sten, klipper og andet godt – og når du sidder en hel dag i sadlen, skal det bare virke 100 %. Bremserne er gerne helt nye, for når det går ned ad, vil du have fuld bremsekraft både foran og bagpå. Tænk på at bremserne bliver afsindig varme. Så varme at de kan ryge, og det begynder at lugte brændt… Dine dæk er i god stand, dvs. med sundt gummi, uden sprækker og revner. De får tæsk, og skal kunne holde til det. Dækvalget er et temperamentsspørgsmål. Jeg kan godt lide noget knop foran, for øget kontrol, og har mest fokus på det (kører med Specialized Ground Control (2,3″) foran og Fast Trak (2,2″) bag på. Kunne sagtens finde på at køre rent Fast Trak hvis det er godt og tørt vejr, og også noget med mere knop, hvis der er udsigt til fugtige forhold – for Harzen kan også være en mudret affære. Jeg kører med et normalt tubeless set-up, som har vist sig at fungere ganske fint dernede også, og det er altså rart at kunne komme godt ned i dæktryk for at maksimere grebet.
Reservedele og værktøj.
Du kan ikke forvente at finde en cykelbiks på sporene i Harzen. De findes, men når du har allermest brug for det, har de med garanti lukket, eller butikken ligger 20 km fra hvor du holder med et flænset dæk. Så du skal være forberedt, og her kan det godt betale sig at alliere dig med dine rejsekammerater, der er noget man godt kan dele. Min liste ser sådan her ud:
Med i tasken på tur:
- Multiværktøj som passer til din cykel (hvis du fx har Torx 25 skruer på dine bremser, er det smart at det også er i dit værktøj). Optimalt med kædeadskiller.
- Pumpe. Hvis du er CO2 typen, så husk rigeligt med patroner, eller overgiv dig og tag en RIGTIG pumpe med.
- Ekstra slanger.
- Kædesamleled. Passer selvfølgelig til din kæde (9, 10 eller 11 speed).
- 1 sæt ekstra bremseklodser.
- Geardrop (er specifikt for din cykel, og forvent IKKE at du kan få et lokalt).
- Multitool fra fx Gerber eller lignende.
- Dæktryksmåler.
- Et ekstra dæk (en af de ting man kan deles om i gruppen, hvis man er samme hjulstørrelse). Der er mange skarpe granitsten og små klipper, og hvis du er uheldig, kan det flænse dit dæk helt op, så du ikke kan køre videre med ny slange.
Med i bilen / kufferten – her aftaler i lige i gruppen hvem der tager hvad med:
- Kædeadskiller.
- Kædetang.
- Gaffelpumpe.
- Rengøringsprodukter, børste m.m. til vask.
- Kædeolie/voks
- Fedt.
- Evt. værktøj til skift af kassette, krank m.m. (hvis du har det, og kan bruge det, så pak det med).
- Hvis ikke arrangøren har det, og din egen er kompakt, så tag din bike stand / arbejdsstand med (hvis du har plads).
- Jeg kan godt finde på at pakke en lille værktøjskasse med mit “standard” værktøj, dvs. fuld størrelse umbraco, torx, kædepisk, aftrækker til kassette, pedaler m.m.
Sikkerhed og sko.
Terrænet er mere udfordrerne end det vi kender de fleste steder i DK. Du behøver ikke køre alt, men når musikken spiller, solen skinner og det hele kører, er det også svært at lade være. Hvis du tænker lidt over det, kan du også sikre dig selv, ved at tænke på din egen sikkerhed:
- Hjelm (den er fri for skader, prøvet af hjemmefra, kan justeres perfekt og sidder godt). Din normale trailhjelm vil gøre tricket, og dække de flestes behov, er du i mere aggressiv endura / downhill, skal der en fullface hjelm til, men også mere bodyarmor, end beskrevet herunder.
- Sko (dine normal klik eller flats sko). Tjekket og klar til kamp. Klamper har en tendens til at blive slidt, og nærmest blive helt ædt op, hvis dine ser sådan ud, så skift dem.
- Rygskjold. Er en rigtig god ekstra sikkerhed. Den kan også erstattes af en rygsæk med samme beskyttelse, men jo tættere den er på ryggen, des bedre beskytter den. Jeg kører med en Alpine Star, som har den fordel at der også kan være en blære i, hvis man ikke gider rygsækken på en kort tur (i Harzen kører jeg ALTID med Camelbak).
- Knæbeskyttere. Relativt nyt for mig, men det er svingteknik også hvor jeg lægger cyklen ned. Det er nok mest mentalt, men jeg kan bedre komme ned, når jeg ved at det yderste hud på knæene ikke skal tage fra, så hvis du har det på samme måde er tippet givet videre. Andre ville sige at du bare skal tage dem på og vænne dig til dem, for det er en god og i nogles øjne en uundværlig beskyttelse.
- Albuebeskyttere. I samme kategori som ovenfor, dog uden at man absolut behøver at gøre begge dele – og det ene udelukker ikke det andet. Jeg har ikke selv overgivet mig til albuerne endnu, men det kan meget vel komme til også.
- En i gruppen bør have noget første hjælps materiale med, fx reflekterende tæppe (fylder intet), lidt bandager, forbindinger m.m., så man kan afhjælpe mindre skader, eller beskytte en tilskadekommen indtil hjælpen kan nå frem.
- Telefonnummer på den lokale nødtjeneste, husk at det ikke er givet at der er tlf. forbindelse, så det kan være at én skal sendes ud for at ringe.
- Det “Blå Sygesikringsbevis” og dokumentation for evt. rejseforsikring m.m.
Jeg skal skynde mig at sige at jeg ikke før har kørt med hverken rygskjold eller knæbeskyttere før i Harzen, men næste tur er begge dele med. Skjoldet kører jeg næste altid med herhjemme, og har vænnet mig til at have det på, og knæbeskytterne prøver jeg langsomt at få med i den daglige træning også.
Tøjet til cykelturen.
Tøj er lidt af en svær størrelse når vi taler Harzen. Jeg har kørt fra marts til september, og oplevet alt fra minus 4-5 grader og sne, til 27-28 grader, høj solskin og Kaiser-wetter. Husk at vejret sandsynligvis skifter i løbet af dagen, og at det er sjældent at det er varmt på toppen af bjerget. Men hvis du tilpasser din garderobe lidt efter hvornår du skal afsted, vil nedenstående eller gør det fint:
- Bibshorts – et sæt pr. dag. Du vil ikke udsætte følsom hud, for en pude som er fugtig fra dagen før, og som kan være fyldt med bakterier.
- Svedtrøje. Mindste én pr. dag, og gerne både kort og langærmet. Korte kan gå i juni, juli og august, men det er aldrig dumt at have mindst én langærmet med også.
- Strømper. Dem du normalt bruger. Med eller uden kompression. Et par pr. cykeldag + 1-2 ekstra til tasken, hvis du også kører i en bæk.
- Spraypants / baggeshorts. Jeg ville ikke køre uden, med mindre det er stegende hedt – og alligevel ville jeg nok tage dem på. De tager mudder og skidt, og holder dig tør hvor det er mest vigtigt. Et par pr. cykeldag – kan evt. vrides op og tørre fra dag til dag. De skal sidde godt til, så du ikke hænger fast, med røven bag sadlen.
- Evt. en rigtig spraypant regnbuks. Endura laver en MT500 3/4 lang regnbuks. Den holder dig tør hvis der er regn på programmet.
- Trøjer. Lang og kortærmede. Ren sommervejr kører jeg kort, med løse ærmer, hvis det er koldere end 15 grader, tager jeg langærmet på, som fx min yndlingstrøje fra POC – deres Flow Jersey. Jeg er mest til baggy style, der er plads til fx rygskjoldet. Hvis ikke du kan leve uden den tætte fornemmelse af lycra, så tager du dine normale trøjer med.
- Vinterjakke. Uanset tidspunkt, har jeg altid min vinterjakke med. Det er set at vejret bliver voldsomt i bjergene, selv om kalenderen står på sommer.
- Vindvest.
- Regnjakke/vindjakke. Vil oftest gøre tricket for beskytte mod en kold vind eller en byge. Fylder intet, og er guld værd, når turen går ned fra Brocken, hvor du er våd af sved, og det er rigtig koldt.
- Buff/hals-muffe-disse. Tager det kolde gys fra halsen hvis vinden er kold.
- Evt. hjelmhue, hvis vejret er til det.
- Handsker (lange fingre).
- Vinterhandler (til de lange nedkørsler).
- Løse ærmer.
- Løse ben/knæ.
Andet grej og ting som vi skal huske
Her er lidt af det som kommer oven i hatten.
- En rygsæk af dagtursstørrelse. Gerne med plads til drikkeblære, dit værktøj, slange, pumpe, ekstra tøj, mobilen, penge/kreditkort og ekstra energi (gel, barer eller din foretrukne form). Jeg bruger en Camelbak MULE til de lange ture.
- Drikkedunke.
- Energiprodukter. Du bruger mange kalorier, og der skal noget ekstra til.
- Buksefedt. Er det kun for landevejsfræsere? Nej, ikke når man skal køre 8 timer på en dag. Kan redde din tur. Find din egen favorit. Min er den fra Assos.
- Solbriller / cykelbriller. Gerne med linser til flere slags vejr.
- Penge og kreditkort. Tyskland er et uland mht. internationale kreditkort. Det er blevet bedre, men der er lang vej endnu. Så tag nogle EURO med på turen, en frokost i terrænet koster fra omkring 10 EUR og op.
- GPS. Hvis du plejer at bruge din Garmin eller andet mærke så skal den da med. Kan også bruges til at navigere efter, hvis du kører uden guide, eller har brug for at finde vej på egen hånd. Det er jo også en kendt sag, at hvis din tur ikke er tracket, har det ikke fundet sted….?
- Mobil. Til billeder m.m., men først og fremmest som livlinje til hurtig hjælp.
- Badetøj. Ja, du læste rigtigt. Harzen er ud over at være et eldorado for naturelskere og et UNESCO verdensarvs område, også kendt for sine kursteder. Det er nok en tilsnigelse at kalde det traditionelt wellness, men det er derhenad. Varme saltholdige bade, sauna, dampbade og andet godt – det er balsam for sjælen (og især benene) efter en lang dag i sadlen. Du behøver ikke badetøjet, for det bruger tyskerne ikke selv, men for os danskere, giver speedo’s nok alligevel nogle trykke rammer, hvis man kan kalde det sådan. Men forvent at det er påkrævet at du også lader den bastion falde, hvis du vil i dampbad eller sauna. Sådan er reglerne.
- Husk at din cykelholder til bilen skal være godkendt til brug i Tyskland.
- Husk billed ID / Pas ved kørsel i Tyskland, det skal forevises på forlangende, selvfølgelig kørekort, hvis du skal bag rattet.
God tur – gode forslag til tilføjelser modtages gerne på Facebook.
Vi ses på sporene (måske i Harzen?)
/M.
One thought