Organisering inden for MTB sporten.

Posted by

Da jeg startede med MTB var jeg en ensom ulv. Ikke ment negativt, for jeg har sådan set altid haft det godt med mine egne projekter, og det gjaldt også udi MTB. Men efter at have været på min første tur i Harzen, faldt jeg også lidt for det sociale, det med at være en del af en gruppe, en lille flok og dele de fede oplevelser med andre. Det resulterede i at jeg meldte mig ind i en MTB Klub efter hjemkomsten, og begyndte at køre med andre lokalt. Første gang jeg mødte ind til træning kendte jeg ikke et øje. Men jeg føler jeg blev taget godt i mod, og selvom jeg godt kunne mærke at der var lidt mere fart over feltet end jeg var vant til, blev jeg hængende. Over tid har det udviklet sig, og jeg har fået nogle rigtig gode venner igennem sporten. Jeg har også selv involveret mig mere i selve driften af foreningen, og er i dag formand for vores lille lokale MTB klub i det Sydjyske.

I egenskab er formand for den her lille klub, har jeg i dag været interviewet af P4 Syd, som kørte en historie, hvor vinklen gik på at der er mange små foreninger, enten trailbyggere, MTB klubber og cykelklubber, som står for anlæg og drift af mange spor, og dermed gør et kæmpe arbejde for mange andre – for faktum er at mindre end 10 % af MTB rytterne i DK er organiseret i klub. Der kan læses et meget løst uddrag, i en afledt artikel.

Det kan godt lyde som om at jeg synes at alle skal være med i en MTB Klub. Det er egentlig ikke mit budskab, selv om det også er en god idé. For mange steder magter klubberne ikke opgaverne selv, da det er en kæmpe ressourcemæssig udfordring at bygge spor, vedligeholde og sørge for alt omkring opgaven, fx funding, kommunikation, involvering i brugergrupper, møder m.m.  De sidstnævnte opgaver har lidt en tendens til at blive negligeret, selv om det er forudsætningen for at der er grus og rettigheder til overhovedet at lave et spor. Her er der rigtig gode eksempler fra fx Viborg, som er gået all in, med en samlende forening, som har opgaven at etablere 100 km spor i og omkring Viborg inden udgangen af 2018. Silkeborg er også ret godt med, her er der etableret et sti og sporbygger laug, som løfter opgaven, og gør et rigtig godt stykke arbejde. Der bruges kræfter på at sikre alle aspekter, have styr på basis, baglandet i orden og møde andre interessenter med åbent sind. I Slette Strand, er der nogle få lokale ildsjæle fra MTB sporten, som med udgangspunkt i Feriecenteret har fået lavet det som mange betragter som DK’s bedste spor, og samtidig tilbyder tekniktræning, overnatning m.m. i en samlet ferie/oplevelsespakke. Der er mange andre gode eksempler fra hele landet, og fælles for disse er at det er ildsjæle som trækker læsset, og som efterhånden understøttes af større eller mindre grupperinger og organisationer, som er med til at gøre opgaven realistisk. Når man skal pege på en løsning, er der ikke en facitliste i en-til-en, men derimod flere modeller som kan være brugbare. Det primære, og mest elementære er nok at kommunikation og samarbejde er nøgleord, da der er mange interessenter i spil, og der skal tages hensyn til alt fra skovejere, til de mange brugere (rekreative formål, løb, ryttere, jægere og andre), til økonomi/funding og meget andet. De kommuner som ser mulighederne for gøre sig attraktive på turismesiden og for at tiltrække bosætning, har set lyset, og selv om man ikke kan sammenligne, er der ret gode erfaringer fra fx Skotland, som viser at det også kan have en god økonomisk påvirkning at have de fede spor.

Men tilbage til MTB generelt og de mange MTB’ere som vi ser på sporene. Det som klubberne kan gøre for dem, er at klæde dem på med helt basale ting. Noget så simpelt som MTB Kodeks, kan man ikke tage for givet at alle kender og vedkender sig, og især (manglen på) basisteknisk træning på cyklen, er både en sikkerhedsmæssig risiko, og noget som kan have konsekvens i antallet af små som store ulykker. Disse færdigheder og informationer, kan man også lære på kurser rundt om i landet, og heldigvis ser det ud til at søgningen mod disse stiger, og det samme gør også søgninger mod de klubber som tilbyder noget der ligner. Og det ene udelukker ikke det andet, jeg har selv været på teknik kursus fx i Slette Strand og det giver altid stor værdi. Klubberne har også her meget forskellige ressourcer, og derfor kan udbuddet spænde over hele paletten fra flere ugentlige træninger i teknik, til at man mødes og cykler en tur. Begge dele virker, og min egen klub har mest været sidstnævnte, men på det sidste har vi fået øjnene op for at teknikken er nødvendig og vigtig, og kan se at det giver bonus i antallet af medlemmer. Det giver så samtidig en helt anden træningsoplevelse i klubben, og det er jeg sikker på vil blive dyrket mere og mere. En anden ting jeg vil fremhæve ved klubberne, er at det ofte også er stedet at gå hen, når man skal vide lidt om hvad/hvor man kan og må køre, og hvor man skal holde sig fra. Jeg har på den måde fået udvidet mine egne horisonter en hel del, og nogle af mine absolut favoritture lokalt er en kombination af vekslen mellem stier, grus, singletrack og anden variation, som gør at man kan få 3-4 timer i sadlen, uden at det bliver kedeligt eller ensformigt.

Så opfordringen er at se om ikke din lokale klub er noget for dig. Hvis ikke, så find et sted hvor du kan få tekniktræningen, og andre basale færdigheder. Der er nok andre som mig, som er startet lidt med først at være god til at træde, og så kigge på teknikken bagefter. Eller andre som er født på en cykel, men som måske glemmer at skoven er for alle. Vi skal som MTB’ere være vores ansvar bevidst, for med udviklingen i sporten bliver vi flere og flere, og der skal i vores omverdens øjne, rigtig mange gode oplevelser til med MTB, for at ophæve en dårlig – så vær bevidst om det lille twist også.

Vi ses på sporene (husk at de ikke bygger sig selv!).

/M.

 

 

 

 

Advertisements

Skriv et svar