Endura MT500 regnjakke [test]

I november sidste år, besluttede jeg mig for at det ville være en god idé at få trænet mere MTB i vinterhalvåret. Dvs. at træne mere end en gang om ugen, og dermed gå tilbage til en fast tur en aften midt på ugen, og så den sædvanlige i weekenden. Grunden til at jeg har holdt lidt igen med det de sidste par år, har været ren bekvemmelighed, opstart af vintertræning indendørs i klubben og så en idé om at der nok kunne undgås en forkølelse eller to, hvis ikke jeg skulle ud i regn, slud, sne og frost. Jeg kom så også i tanke om det gode gamle ordsprog:

Der er ikke noget der hedder dårligt vejr – det er et spørgsmål om beklædning.

Måske det også var en undskyldning for at gå ud og købe nyt grej, for jeg må også indrømme, at jeg igennem flere år har kigget lidt langt efter den fede MT 500 jakke fra Endura. Så jeg gik ned i min lokale New Bike Shop, hvor jakken blev bestilt. Der var nogle ugers leveringstid, da farven Mango var udsolgt hos grossisten, men lige inden jul kom der en SMS om at jakken var kommet hjem. Det var helt perfekt, for så kunne jeg jo allerede bruge den i den forestående juleferie.

Jakken er en skaljakke, som er vandtæt. Meget vandtæt – og samtidig også i stand til at komme af med fugt den anden vej, så jeg var meget spændt på hvordan det ville fungere, da jeg ikke er meget for at træne i en plastikpose. Kvalitetsindtrykket er som alt andet fra Endura tårnhøjt. Syninger, samlinger, lynlåse, spænder m.m. er super gode, og helhedsindtrykket er derfor i top. Jeg har testet jakken i temperaturer fra 7 grader og ned til ca. minus 3, og i både tørt og meget vådt vejr – enkelte dage også med en kombination af regn og strid blæst. Samlet set har jeg kørt lidt over 20 timer i jakken, inden testen her er blevet til. Turene har været en god blanding af ren XC, ren spor og en kombi af disse.

Det hurtige dom er nem. For jakken fungerer bare. Den er lavet til MTB, og det kan man hurtigt fornemme. Hætten kan nemlig nå rundt om og over hjelmen, og beskytter maksimalt, hvis der virkelig kommer vand. Selv samme hætte kan trylles væk ved at folde/rulle den sammen, så hvis man ikke er til at have den hængende, er der en løsning til det. Jeg har den oftest løsthængende, og har så muligheden for hurtigt at få den over hjelmen, hvis behovet opstår. Der er ventilationslynlåse fra lænden og op under armene, som kan åbnes fra begge sider. Der er ventilation / lommer foran, og en lille indvendig tlf. lomme (som er fin hvis ikke man har en Note 9 med 6″ skærm…). I underkanten af jakken er der en mulighed for at justere ind via spænder, og det har jeg brugt, for at undgå at jakken er åben på ryggen. Jeg har valgt en størrelse L, som er lige i den store ende til mig (181 cm/83-84 kg), men der er plads til rygskjold, en ekstra trøje hvis det er nødvendigt, og den her type jakke, synes jeg ikke skal sidde helt race tæt – det er den ikke lavet til. Jeg har oftest kun haft mig mit rygskjold og en langærmet undertrøje på, da det har været rigeligt til at holde varmen indtil nu. Jeg har gjort flittig brug af ventilationen, for at få luft til overkroppen. Den er ellers god til at komme af med fugten, men efter et par timer er der lidt på indersiden, som lige skal have lov at tørre. Jeg har brugt jakken, som man vil bruge en vinterjakke, dvs. både i vådt og tørt vejr, og den dækker mit behov super fint her i vintersæsonen. Nedpakket er den ikke minimal i størrelsen, men jeg vil kunne få den ned i min rygsæk uden de store udfordringer – den er dog for stor / volumiøs til at erstatte en traditionel vindbreaker i sommerhalvåret. Jeg oplever rigtig god bevægelighed, og føler mig ikke begrænset af jakken. Det er formstabil og bliver hvor den skal, og man skal ikke justere i en uendelighed, for at få den til at blive siddende. Jeg har vasket den et par gange i maskine med resten af mit cykeltøj, og det har den ikke ændret form/egenskaber af. Jeg vasker den ikke hver gang, men børster mudder af, og lader den tørre inden den pakkes væk. Så har jeg en idé om at den holder længere.

Jakken her er en af de bedste tøjmæssige investeringer i lang tid, sammen med et par lange bukser, som der kommer et andet indlæg om inden længe. Jeg har også et par baggy MT500 spraypants i kort model, og de har nu holdt i næsten 3 år, og er ikke blevet skånet. Hvis du er på udkik efter en god allround jakke til sporet, som faktisk også kan bruges på en gåtur, eller yderste lag på skituren, så er denne jakke en klar anbefaling. Den ligger med sine ca DKK 1.749,- i den høje ende af prisskalaen, men er efter min overbevisning pengene værd – og måske kan man være heldig at finde den på tilbud, så er det bare med at slå til.

Spørgsmål? Så fang mig på Facebook!

Vi ses på sporet…

/Morten

 

Indlægget er hverken helt eller delvist sponsoreret.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s