Ferie fra MTB’en…?

Posted by

Alene titlen på dagens blogindlæg, kan få det til at risle koldt ned af ryggen på de fleste MTB tosser. At tænke sig: Ferie uden sin cykel? Hvad tænker manden dog på… Det var nu heller ikke helt det som var planlagt, og årets 2 ugers ferietur i bil til Italien, var også planlagt til godt at kunne inkludere en cykel eller 3. Men med planlagt overnatning på vejen, og udsigt til at min stakkels Cannondale, kunne risikere både det ene og det andet, var beslutningen hård men nem: Cyklen blev hjemme. Det viste sig at være en god beslutning.

jinjangVELIKI

Når jeg nu i forvejen arbejder meget, cykler meget, bruger tid på foreningsarbejde, træneruddannelse, træninger i klubben og bloggen her, kan det nogle gange godt virke til at jeg er en anelse ensporet. At jeg kun tænker på at komme ud og cykle, og det for en hver pris. Sådan er det heldigvis ikke. Men det kan det som sagt godt virke til. Nogle gange får jeg også at vide, at det eneste jeg tænker på, er MTB og alt omkring det. Jeg tænker også meget på det, men føler også selv, at det er med til at give balance i regnskabet, med til at skabe positiv energi, som jeg så kan bruge til min dejlige familie, mit arbejde og andre lige så værdige formål. Familien kommer først, uanset hvordan det ser ud udefra (og indefra).

Tilbage til ferien. Når nu at fokus er væk fra cyklen, og komme ud på en tur eller 3, var ferien altså bare super dejlig. Der blev også tid til at røre mig hver dag, da min store søn på 13 har gang i et intervalløbeprogram, så der løb vi hver anden dag på stranden efter det, og de andre dage var jeg selv afsted, alle dage undtagen en enkelt lørdag morgen, hvor det tog lidt længere tid at sove end planlagt :-). Jeg havde nogle fantastiske dage, med min dejlige kæreste og børnene – vi badede, slikkede sol, spiste is, god mad, hyggede, var på ture til Bologna, Venedig og Ravenna, spillede UNO (er en mega god taber, eller noget…), og fik drinks på terrassen når solen gik ned. Savnede ikke cyklen, og nød tiden dernede i varmen.

Men efter vi kom hjem, for en uge siden, har jeg været afsted på 3 fede ture på cyklen. Og det er altså også ekstra fedt, at komme ud igen, både med klubben, alene og med et par af de gode gutter. Moralen er at jeg nød det ekstra meget efter et par uger på afvænning, og at jeg er super glad for alle de gode timer med familien på ferien. Husk at give cyklen en velfortjent pause ind i mellem, nyde de nære relationer og gode oplevelser, så kommer du til at nyde de næste ture på cyklen endnu mere. For mig gør det bestemt en forskel – måske det også virker for dig?

Vi ses på sporet!

/M

Advertisements

Skriv et svar