Da min søn skulle opgraderes fra sin 20” drengecykel og op til noget større (og bedre…), ville faren jo gerne at det var en cykel som også kunne bruges på sporet. Holdningen er at det er helt frivilligt om hvorvidt interessen falder på MTB og cykling, det skal ikke påtvinges. Men der var lidt interesse at spore, og derfor skulle cyklen også kunne lidt af hvert. Umiddelbart var det nemmeste at købe én til skolebrug, og én til skoven, men der falder jo ikke stegte duer ned fra himlen…. Så den store jagt blev sat ind, og diverse fora’er på bl.a. Facebook fulgt tæt. Cykelfolket er engagerede mennesker, undertegnede inklusive, og når det kommer til næste generation holder vi godt fast i engagementet. Det betyder at der er lige så mange holdninger til emnet ”MTB egnet børnecykel”, som til hardtail vs. fully, flats vs. klik og hvad vi ellers ynder at springe på af emner. Mikkel har fødselsdag i april, og jagten blev startet allerede i marts, for nu at være helt klar. Diverse shops besøgt, og første store chock var jo at de etablerede producenter åbenbart seriøst mener at det er helt ok at en børne MTB vejer 12-13 kg eller mere! Min egen 29” hardtail dengang vejede til sammenligning 8,9 kg, selvfølgelig også hignend cykel i den helt lette ende af skalaen (den er siden skiftet ud med +2,5 ekstra kg. Fully). Der kunne også findes noget lettere, men det var knap så betalbart. Så søgningen blev udvidet lidt. Jeg faldt over nogle gode indlæg i diverse fora’er, hvor jeg fik lidt øjnene op for hvad behovet reelt er til, når det er børn som skal transportere sig, lege og prøve alt af på cyklen. Det var måske overkill med luftaffjedret gaffel, skivebremser og andet gejl? Det blev jeg mere og mere overbevist om, og begyndte at kigge på lavere vægt, og børne specifikt set-up. Det fandt jeg i FROG. Det er ganske vist ikke en fuldblods mountainbike, men derimod en hybrid som geometrisk ligner en MTB, men med stiv gaffel, klassiske v-bremser fra Tektro og et 1×8 gearskifte. Simpelt, overskueligt og nemt – og vægten? Den stoppede på omkring 9,8 kg. Størrelsen der passede den unge mand var en FROG 62. Det var relativt nemt at finde den rigtige størrelse, der er en fin guide på FROG’s hjemmeside, hvor der måles skridtlængde op af en væg – der skal blot bruges et målebånd/tommestok og en bog til at holde ind mod væggen. Cyklen blev bestilt, og hentet hjem dagen inden fødselsdagen, så alt var godt.
Min søn Mikkel blev glad for gaven. Den blev taget i brug til transport til og fra skole allerede dagen efter. Han var vant til at køre med fodbremse, så der var lige lidt tilvænning til friløbet og håndbremserne, men den sad der allerede efter 1. tur. Efter de første ture snakkede vi lidt om hvad han synes var godt. Han kunne godt lide at den var nem at dreje med, træde i gang og de i hans verden mange gear. Som tidligere nævnt skulle han lige vænnes til de nye bremser og måden den bremsede på (hvilket var sikkert og præcist). Så første indtryk var bestemt positive. Cyklen kom med skærmsæt og reflekser, men vi har selv sat en godkendt lås på og en ringeklokke. Jeg har også købt ikke mindre end 2 forskellige støtteben til den, uden at have fået nogen af dem til at passe, men den har ikke været savnet endnu. Ved dog at der fås en original, så jeg må have fat i forhandleren igen.
Det næste der skulle testes var en tur i skoven. Her var det rigtig positivt. Selv om den er leveret med relativt smalle dæk, var der godt med bid, og den var nemt at smide rundt. Vi var ikke på de vildeste singletracks, men sten og rødder blev forceret i fin stil. Vi øvede ”angrebsposition” – og der er god respons både fra rytter og cykel. Den første tur vi var ude på var på hele 18 km, og den unge mand var stolt, glad og lidt træt. Eneste ting jeg kan finde på at sætte en finger på er, at jeg godt kunne have tænkt mig at styret var bare 10 cm. bredere. Til daglig transport er det perfekt, men det ville give lidt bedre kontrol på sporet hvis vi lige havde den med – men det er lidt i bagatellerne.
Teknisk har der efter 3 måneder ikke været meget at komme efter. Den kører ca. 10 km om dagen i snit, og jeg har justeret gear en enkelt gang – ellers ikke andet end olie og vask. Så status efter 3 måneder er at Mikkel er rigtig glad for sin cykel. Der er kommet markant mere fart i den, og den kører rigtig godt. Han er blevet mere obs på at bruge sine gear, på sin teknik og det ses bedst på de ting han gør ubevidst, for det er præcist der man kan se om træningen virker – og det gør den.
Hvor kan man købe sådan en fætter? Jeg er medlem af Team Sponz MTB og har derfor handlet i SPONZ MTB Center. Men FROG bikes forhandles også af bl.a. Webike og flere andre. Flere steder kan dit barn prøve før du køber, og det er altså en rigtig god ting. Hvis du vil vide mere om FROG Bikes, så søg efter Cykelfar på Facebook og Instagram, han er agent for mærket i Danmark og har skrevet og linket til en masse materiale, billeder og film. Prisen? Den er rimelige 2.899,- gode danske kroner, hvilket jeg (luk ørene forhandlere!) synes er skarpt og meget konkurrencedygtigt, når man ser på hvad du får.
Det rigtige grej giver glæde og gode oplevelser, og selv om det er fedt at tæske spor eller xc med gutterne, er det altså endnu federe at få ungerne med ud, væk fra iPads og PC’ere, og få nogle super oplevelser sammen derude i det blå.
Hvad venter du på?
/M.
Hej Morten,
Tak for din fine anmeldelse – hvor er det skønt når der er nogen der gider tage sig tiden.
Som tak er der en FROG støttefod på vej til dig ;0)
// S
LikeLike
Tak Søren :-).
LikeLike